Dansk Fjernvarme går med i Tænketanken EUROPA
Fra årsskiftet er Dansk Fjernvarme medlem af Tænketanken EUROPA for at styrke dialogen om de europæiske udfordringer, der ligger i energiomstillingen – herunder på varmeområdet.
Tænketanken EUROPA optager fra årsskiftet Dansk Fjernvarme, så fjernvarmen også får en politisk dimension i EU. Her ses – fra venstre – direktør Lykke Friis, Tænketanken EUROPA; direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen; vicedirektør i Tænketanken EUROPA, Ditte Brasso Sørensen; og international chef i Dansk Fjernvarme, Birger Lauersen.
Dansk Fjernvarme er allerede stærkt forankret i Euroheat & Power – den europæiske brancheorganisation for fjernvarme – men nu bliver det politiske arbejde på europæisk plan yderligere styrket.
Fra årsskiftet er Dansk Fjernvarme således medlem af Tænketanken EUROPA, der er en uafhængig tænketank med fokus på Europa med det til formål at styrke den europapolitiske debat og politikudvikling i Danmark.
- Det er et ønske fra bestyrelsen i Dansk Fjernvarme, at vi skal være en del af den politiske scene, hvor det har betydning for den danske energi- og forsyningssektor. Det vil vi i endnu højere grad kunne opnå som medlem af Tænketanken EUROPA, lyder det fra direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.
Tænketanken blev etableret i 2013 og har i dag tidligere energiminister Lykke Friis som direktør. Tænketanken er finansieret gennem fonde og private virksomheder, organisationer, fagforbund mv., der tegner et medlemskab.
- Dansk Fjernvarme får nu mulighed for at være med til at forme tænketankens energipolitiske events, ligesom Dansk Fjernvarme får mulighed for at deltage med relevante oplæg. Og så vil vores medarbejdere kunne være i nogle af de netværk, der i dag er så vigtige for det politiske arbejde, pointerer international chef i Dansk Fjernvarme, Birger Lauersen.
Dansk Fjernvarme ser følgende mål for samarbejdet:
- Sikre fokus på at fastholde EU’s energi- og klimapolitiske målsætninger
- Støtte dialogen om de udfordringer og det potentiale der ligger i energiomstillingen – herunder på varmeområdet
- Give Dansk Fjernvarme mulighed for at kommunikere sine hovedbudskaber i dialog med danske og europæiske nøgleaktører
- Styrke den offentlige debat om energiomstillingen med vægt på varmesektoren
- Øge foreningens indsigt i det europapolitiske
Skriv kommentar