Dansk Fjernvarme lancerer modul til beredskabsadministration
Fra midt i august kan medlemmer af Dansk Fjernvarme tage et nyt modul i brug, der kan styrke beredskabsadministrationen.

Dansk Fjernvarme har udviklet et administrativt værktøj til beredskabsarbejdet, som vil være klar efter sommerferien. Det er en online løsning, hvor der kan genereres beredskabsrapporter til brug for medarbejdere, bestyrelse og myndigheder.
Dansk Fjernvarmes beredskabsmodul lanceres medio august og er udviklet som et rammeværktøj til hjælp med beredskabsarbejdet, der ligger online. Det bliver gratis at anvende, bortset fra en årlig brugerlicens til systemet, på samme måde som bestyrelsesuddannelsen.
Se mere om beredskab på Dansk Fjernvarmes hjemmeside.
Beredskabsmodulets indhold
Modulet indeholder en række spørgsmål indenfor IT-sikkerhed (de administrative systemer) OT-sikkerhed (produktionsstyring), fysisk sikring og organisering. Resultatet er rapporter i prædefinerede formater, som indeholder de svar man har skrevet ind. Rapporterne er versionsstyrede, sådan at der opretholdes en historik, sådan som lovgivningen foreskriver.
Dertil oprettes der en kontaktliste, og der findes skabeloner til gribekort (aktionsplaner), der er korte én-sides instruktioner til når en hændelse, der aktiverer beredskabet, er indtruffet. F.eks. som man kender det fra brandinstrukser.
Hvem skal lave beredskabsplaner?
I marts i år trådte ny beredskabslovgivning i kraft, der sammen med el og gas, også dækker fjernvarmen. Fjernvarmeselskaber der har et årligt varmesalg på 50 TJ eller mere er omfattet af lovgivningen, og har fået tilsendt deres beredskabsniveau fra Energistyrelsen.
Beredskabsniveauet bestemmer omfanget af lovkravene, og også hvornår beredskabsplaner skal indsendes til Energistyrelse. Selskaber på niveau 1 skal indsende deres planer på anmodning, mens selskaber på niveau 2 og højere skal indsende beredskabsplaner senest d. 1. oktober 2025.
Dansk Fjernvarmes beredskabsmodul er primært udviklet til selskaber på beredskabsniveau 1, men også selskaber, der ikke formelt er omfattet af lovkrav, kan bruge løsningen til at oprette beredskabsplaner på det niveau de ønsker.
Beredskabsmodulet er også klargjort til at rumme selskaber på niveau 2, der kan anvende systemet som et redskab til at samle og strukturere dokumenter, herunder f.eks. NIS2-rapporter m.m., der kan uploades i modulet.
System og sikkerhed
Beredskabsmodulet blev indledningsvist udviklet til Dansk Fjernvarmes Handelsselskabs portal, men er nu overgået til Dansk Fjernvarme, så alle medlemmer kan få gavn af det. Det er derfor det samme system som Dansk Fjernvarmes Handelsselskabs øvrige ydelser findes i.
Løsningen er udviklet i samarbejde med TSNocode, der blandt sine kunder også tæller Leo Pharma og DSB.
Der kan slås 2-faktor godkendelse på login til, sådan at sikkerheden øges, ligesom data krypteres både under transport og lagring. Hosting af data vil ske hos en europæisk aktør.
Kurser i beredskabsarbejde
Dansk Fjernvarme afholder kurset ”Implementering af beredskabskrav – et praktisk kursus for niveau 2 fjernvarmeselskaber” i disse dage, og igen i august - læs mere her 👉 Implementering af beredskabskrav – et praktisk kursus for niveau 2 fjernvarmeselskaber | DanskFjernvarme.
Dansk Fjernvarme har desuden et kursustilbud i midten af september til fjernvarmeselskaber på niveau 1 – følg med på hjemmesiden, hvor kurserne offentliggøres snarligt. Kurserne afholdes både i Fjernvarmens Hus i Kolding og ude i landet.

Mette Louise Wätzold Bjørnlund
Dansk Fjernvarmes Handelsselskab
Beredskab
Bæredygtighedskrav til biomasse
CO2-kvoter
Mobil: +45 40 13 97 08
E-mail: mbj@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar