Gå til hovedindhold
Konverteringer

Dina Raabjerg kræver klart svar efter V-udmelding

De Konservative mener, at regeringens tilsyneladende interne uenighed om udfasning af gas i boligopvarmning blokerer for den grønne omstilling og kommunernes arbejde.

19. maj 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

- Biogassen skal ikke bruges i radiatorerne. Det er en forkert brug af den grønne ressource, vi har, siger Dina Raabjerg (tv), der er klimaordfører for De Konservative. Foto: Mathias Grøn Frisenborg Poulsen.

Indhold

    Når Venstre – som et af tre regeringspartier – stiller spørgsmålstegn ved Klimaaftalen fra 2022, fordi de vil trække sig fra løftet om at udfase gas i boligopvarmningen, så giver det ikke bare problemer for den nødvendige grønne omstilling; det blokerer også for kommunernes arbejde med at mindske CO2-udledningen.

    Det er budskabet fra De Konservative, der henover weekenden var ude med stærk kritik af Venstre – og regeringen – omkring udfasning af gas.

    - Det har fået udviklingen til at gå i stå, og der er flere steder, hvor man sidder med et fjernvarmeprojekt eller gasudfasning, der ikke kan komme videre på grund af usikkerheden, siger klima- og energiordfører Dina Raabjerg til Ritzau.

    Udmeldingen fra Venstre har ifølge Dina Raabjerg skabt en væsentlig usikkerhed for boligejere, kommuner og den grønne omstilling ved at slingre i udfasningen af naturgas.

    Konservative vil derfor have regeringen til at udstikke den klare retning, man allerede har lovet: At det skal være slut med at opvarme danske boliger med gas fra 2035.

    Argumentet fra Venstre er, at biogas de kommende år fortrænger naturgas, og at det derfor ikke skader klimaet. Til gengæld sparer de enkelte boligejere penge, hvis de undgår at skifte til fjernvarme eller en varmepumpe.

    Den argumentation er Konservative dog uenige i.

    - Biogassen skal ikke bruges i radiatorerne. Det er en forkert brug af den grønne ressource, vi har, siger Dina Raabjerg, der mener, at det vil være udtryk for ringe energiplanlægning at bruge den dyre biogas til at opvarme vand til enkelte boligers varme.

    Biogas skal i stedet bruges til at omstille de store industrielle processer som eksempelvis Rockwool eller Aalborg Portlands fabrikker, hvor elektrificering er sværere, siger Dina Raabjerg.

    Samme pointe har Socialdemokratiet markeret.

    - Vi kommer ikke til at lukke for gassen fra den ene dag til den anden. Men Europa har brug for, at vi bruger gassen til det rigtige, især i industrien, og at vi ikke kun ser det som et dansk spørgsmål, men også et europæisk, sagde partiets klimaordfører, Jesper Petersen, i sidste weekend.

    Selv om De Konservative har en klar holdning til, at gassen skal væk, må man dog erkende, at der kan være enkelte områder ved store gasforsynede fabrikker, hvor en villavej kan tillades at være på gasnettet.

    De små områder skal dog identificeres lynhurtigt, så det ikke skaber forvirring.

    - Hovedreglen må være, at vi skal omstille os væk fra gas. Skal der være nogen, der skal undtages fra den regel, skal det hurtigst muligt stå bøjet i neon, hvem det er, siger Dina Raabjerg.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...