Gå til hovedindhold
Ledelse & Bestyrelse

En mentor viser vejen som en ledestjerne

En rollemodel i Nils Thor Rosteds liv fremhævede et særligt karaktertræk hos ham som positivt. Et træk han tidligere har oplevet at få kritik for.

14. jan. 2025
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

Nils Thor Rosteds viser Amager Bakke frem til en større international delegation vinteren 2023.

Indhold

    For ARC’s kommunikationschef Nils Thor Rosted er det, der kendetegner en god rollemodel for ham, at han bliver mødt i øjenhøjde af vedkommende.

    - Det er det, fordi en god rollemodel er en person, som møder dig der, hvor du er både fagligt og personligt, men uden at være dominerende.

    Mens en rollemodel for Nils Thor Rosted igennem hans professionelle virke ofte har været en person, der har mere erfaring end ham selv, bliver han personligt inspireret af personer, som er yngre end ham selv.

    - De nye medlemmer af Ungeklimarådet, deres repræsentanter ser jeg også som rollemodeller. Jeg er inspireret af, at de engagerer sig så helhjertet i vor tids vigtigste dagsorden: Nemlig klimaforandringerne.

    Nils Thor Rosteds rollemodeller dækker over et bredt spektrum. Det var i sin opvækst på Fyn, at kommunikationschefen mødte nogle af sine første rollemodeller. En af dem, mødte Nils Thor Rosted, da han rykkede op i 7.klasse på Hjalleseskolen i Odense. Det var skolelæreren Jørgen Sandager.

    - Han var gammel militærmand. Han tog os seriøst og udviste fuld tillid, men vi fik også at vide, hvis vi havde skuffet ham, når vi ikke overholdt en aftale.

    Det, både at blive taget seriøst og blive set i øjenhøjde, glemmer Nils Thor Rosted aldrig sin tidligere lærer for.

    - Det fik mig til at vokse.

    Den anden fynske rollemodel og en af Nils Thor Rosted allerstørste helte, er den tidligere professionelle fodboldmålmand Lars Høgh.

    - Han var indbegrebet af en ordentlig, loyal og hårdtarbejdende mand. Et forbillede, som var en verdensstjerne på Fyn, og alligevel aldrig var for fin til at hilse på høj som lav.

    Nils Thor Rosted har tiljublet “Høghen” på Odense Stadion gennem mange år af sin barndom. Selvom han ikke havde en personlig relation til Lars Høgh, blev han slået ud af kurs, da den fynske fodboldmålmand døde den 8.december 2021.

    Nils Thor Rosted

    • Er kommunikationschef hos ARC. Han har tidligere været kommunikationschef hos KOMBIT.

    • Ved siden af arbejdet som kommunikationschef, vinterbader Nils Thor Rosted cirka én gang om ugen. Han får et stort overskud af at gå til rockkoncerter, dem er der blevet færre af, efter Nils Thor Rosted fik børn.

    Særligt karaktertræk

    Mange år senere var det i begyndelsen af Nils Thor Rosteds karriere, at han mødte den rollemodel, som har haft størst indflydelse på ham. Det er Rasmus Sielemann Christensen, som i dag er CEO for Energinet Gastransmission, EMBA. Nils Thor Rosted ser ham både som sin nære ven og rollemodel.

    Kommunikationschefen og Rasmus Sielemanns veje mødtes, da de begge arbejdede for Epinion i 2006. Dengang arbejdede Rasmus Sielemann som konsulent, mens Nils Thor Rosted var ansat som studentermedhjælper.

    - Rasmus udviklede mig, og han styrkede mit selvværd, samtidig med at han gav mig tonsvis af ansvar, selvom jeg kun var studentermedhjælper, fortæller Nils Thor Rosted.

    Det er ARC’s kommunikationschefs oplevelse, at Rasmus Sielemann tog ham under sine vinger, fordi han så et lys i ham.

    Det var også Rasmus Sielemann, som fremhævede et særligt karaktertræk hos Nils Thor Rosted, som han tidligere har nedtonet.

    - Rasmus pejlede mig ind på, at jeg har et højt energiniveau. Det var ikke et karaktertræk, som han mente, at jeg skulle begrænse, fordi det kan være en super kraft, når du doserer det rigtigt.

    Og tilføjer:

    -Det var et skidegodt råd.

    Rasmus pejlede mig ind på, at jeg har et højt energiniveau. Det var ikke et karaktertræk, som han mente, at jeg skulle begrænse, fordi det kan være en super kraft, når du doserer det rigtigt.

    Nils Thor Rosted

    Nils Thor Rosted tilstræber sig at følge sine egne råd, selvom han også falder i nogle gange og begår fejl. Men så er det op på hesten igen, fortæller han.

    Nils Thor Rosted har ellers oplevet, at hans energiske niveau er blevet kritiseret og fremhævet som noget negativt. Derfor var det en øjenåbner for ham at opleve, at hans mentor Rasmus Sielemann så det karaktræk som en gave og drivkraft.

    - I dag ser jeg det selv som en kæmpe styrke. Det handler blot om at skrue op og ned for det.

    Da Nils Thor Rosted begyndte sin karriere hos ARC i 2020, fik han hurtigt endnu en rollemodel, som i dag er en tidligere kollega.

    - Peter Blinksbjerg er også en rollemodel for mig. Han tog mig under sine vinger, han tog initiativ til at klæde mig på i forsyningsektorens mange facetter og oplærte mig så at sige.

    Udover at have mødt rollemodeller i løbet af sit arbejdsliv, ser Nils Thor Rosted også sine venner fra sit privatliv, som sine rollemodeller. Det er hans pointe, at det kan være godt at vende et dilemma eller et problem med en ven, som anskuer det ”ude fra”, eller som ser helt anderledes på en udfordring, end han selv gør.

    Nils Thor Rosteds lægger ikke skjul på, at han mener, det er vigtigt, at man har rollemodeller og sparringspartnere i sit liv.

    - Der er ingen mennesker, som er en øde ø.

    Når han reflekterer over sit arbejdsliv og kigger tilbage, har han tre konkrete råd, som han ville give til både sit yngre jeg og nye ansigter i energisektoren.

     - 1. Lyt, 2. vær åben og nysgerrig og 3.Ikke vær fordomsfuld og antag, at du ved, hvordan tingene hænger sammen, eller at du allerede på forhånd ved, hvorfor en person gør, som de gør.  

    De råd prøver Nils Thor Rosted selv at efterleve, men han påpeger, at han ikke altid lykkes med at følge sine egne råd.

    - Jeg tilstræber mig at følge de råd, men nogle gange falder jeg også i. Så er det op på hesten igen

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...