Endagskursus i optimering af solvarmedrift
Bliv komfortabel og skarp på, hvordan du optimerer dit solvarmeanlægs ydelse og driftstimer, når Dansk Fjernvarme afholder endagskursus i Fjernvarmens Hus.
Den 24. marts afholder Dansk Fjernvarme endagskursus i, hvordan anlægsejere kan optimere driften og styringen af eget solvarmeanlæg.
Kurset bliver afholdt i Fjernvarmes Hus, og det henvender sig til nuværende og kommende anlægsejere. Desuden er kurset både aktuelt for leverandører af styringer og for anlægsejere, som har fået udvidet deres anlæg, så planlægningen af driften er blevet anderledes.
Erfaringsudveksling
Kurset i ”Optimering af solvarmedrift” bliver kun mere aktuelt og interessant, når deltagernes egne erfaringer bliver inddraget, fortæller chefkonsulent Niels Larsen.
- Det, at deltagerne kan sparre og udveksle erfaringer med hinanden, gør kun kursusdagen bedre, fordi deltagerne vil kunne få svar på nogle af de spørgsmål, problemer eller udfordringer, som de møder i deres dagligdag.
For at kunne lykkes med at inddrage deltagernes egne erfaringer med solvarmedrift, er Dansk Fjernvarme interesserede i at få adgang til et par af kursusdeltagernes styringer online undervejs på kursusdagen. Det giver mulighed for at vise forskellige opbygninger og styringsprincipper.
Dette skal dog afklares og afprøves med underviser Benjamin Kjelkvist Larsen i god tid inden kursusstart. Derfor opfordrer Dansk Fjernvarme deltagere på kurset i at give besked i god tid, hvis nogle har et eksempel på et muligt anlæg.
Udover at deltagerne kan drage nytte af hinandens erfaringer med solvarmeanlæg, er det chefkonsulent Niels Larsens forhåbning, at deltagerne også får udvidet deres netværk til kursusdagen.
- Kursusdagen bliver kun bedre, når deltagerne netværker og inddrager sig selv, uddyber han og tilføjer:
- Jeg håber, at deltagerne tager hjem med en følelse af, at de er blevet klogere på, hvordan de optimerer deres solvarmedrift, og at de får nye kontakter, som de efterfølgende kan sparre med.
Optimering af solvarmedrift
Kom og lær, hvad du selv kan ændre med optimal styring – og få mere ud af jeres solvarmeanlæg.
Kurset afvikles den 24. marts i Fjernvarmens Hus i Kolding.
Læs mere om indholdet og tilmelding – klik her.
På kurset lærer du om:
- Solfangeres ydelse og hvordan den kan beregnes.
- Hvilke forhold der kan optimere anlæggets ydelse og driftstimer.
- En robust styringsmetode.
Til kurset vil der undervejs være en del regnestykker, derfor opfordres deltagerne til at medbringe bærbar PC med Excel.
Skriv kommentar