EUDP modtog ansøgninger for 811 mio. kroner
EUDP er blevet mødt med overvældende interesse: Der er modtaget hele 104 ansøgninger, der samlet søger om 881 millioner kroner i støtte til fremtidens energiløsninger.

Der er igen rift om midlerne til udvikling og demonstration af ny energiteknologi i Danmark. Det er konklusionen fra Energistyrelsen, der har ansvaret for ansøgninger til det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram – også kendt som EUDP.
Energistyrelsen melder således, at der er modtaget 104 ansøgninger, der samlet søger om 881 millioner kroner i støtte til fremtidens energiløsninger.
Med en pulje på 300 millioner kroner, samt to særpuljer på sammenlagt 47 millioner, overstiger den samlede ansøgte støtte ved EUDP dermed igen markant de tilgængelige midler. Med ansøgninger for over 881 millioner kroner er der søgt om mere end 2,5 gange puljens størrelse.
Dermed er det kun lidt over en tredjedel af de innovative projekter, der kan forvente tilsagn om støtte fra programmet, skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Det fremgår videre, at ansøgere for første har kunne søge midler fra den nye særpulje for Smart Energy og Digitalisering, som udspringer af det tidligere ELFORSK. Med puljen integreret i EUDP forventes en tættere kobling til øvrige energiteknologiske projekter, hvilket fremmer synergier på tværs af sektorer og sikrer en mere målrettet støtte til digitalisering og Smart Energy-løsninger i energisystemet.
Og denne strategiske omplacering har allerede vist sig at være positiv. Der er nemlig en markant større søgning ved særpuljen end der har været ved ELFORSK de seneste år.
Hele 16 ansøgninger er indsendt til særpuljen for Smart Energy og Digitalisering – og der søges om i alt 74 millioner kroner. Der er 24,75 millioner afsat til særpuljen. Dermed kan ca. en tredjedel af projekterne forvente tilskud fra puljen.
Nordsøpuljen – den anden af de to særpuljer – har modtaget ansøgninger for 39 millioner kroner. Nordsøpuljen har fokus på en mere miljøvenlig olie- og gasproduktion. Der er 22,6 millioner kroner i puljen.
Udover at støtte nye innovative energiteknologier, er EUDP også med til at understøtte vidensdeling på tværs af landegrænser gennem støtte til dansk deltagelse i internationalt samarbejde under IEA (Det Internationale Energiagentur). Blandt de 104 ansøgninger findes 27 IEA-ansøgninger, der søger om støtte til internationale samarbejder for i alt 27 millioner kroner. Her søges fra den generelle pulje på 300 millioner.
Skriv kommentar