Evida lancerer nye sikkerhedskrav for adgang til gasskabet
Sikkerhed kommer først, når gas skiftes ud med fjernvarme. Evida har fokus på, at beboerne ikke udsættes for risiko, og derfor har vi brug for fjernvarmens hjælp og opmærksomhed.

Fra fjernvarmen installeres, til gasinstallationen er endeligt afkoblet, går der en rum tid. I denne periode er det vigtigt, at Evida fortsat kan betjene gasinstallationen i akutte tilfælde og ved nedtagning af de resterende dele af installationen.
EU’s metanforordning stiller nye krav, som igen fører til nye procedurer hos Evida ved permanent afbrydelse af en gasinstallation. Derfor har Evida pr. 15. februar 2025 ændret kravene til en sikker og effektiv adgang til gasinstallationen.
Kravet er, at der ikke må installeres et fjernvarmeskab uden på lågen af et gasskab. Fjernvarmeskabet må gerne installeres uden på gasskabet, men lågen skal da være afmonteret, så Evida fortsat kan betjene hovedhanen og tilslutte en slange til tømning af gasledningen, samt kan fjerne den resterende del af gasinstallationen.
Det nye krav erstatter det hidtidige krav om, at der skal efterlades et 40 mm inspektionshul som afslutning ind mod gasskabet, som altså ikke længere er gældende.
Sådan skal du gøre
Hvis et gasskab genbruges eller et nyt skab etableres, skal der være naturlig ventilation, så et eventuelt gasudslip bortventileres, i perioden frem til Evida frakobler gasledning fysisk.
Fjernvarmeindføring og gasrørsindføring skal tætnes, så der ikke kan sive gas ind i hulmur/huset.
Ved installation af nyt fjernvarmeskab oven på eksisterende gasskab, skal gasskabets låge afmonteres.
Evida skal i akutte tilfælde og i forbindelse med arbejde og afbrydelse af gasledningen kunne tilgå den resterende del af gasinstallation gennem fjernvarmeskabet. Dette dækker over at kunne tilgå og operere gashovedhanen, samt at kunne tilslutte en slange ved tømning af gasledningen og fjerne den resterende del af installationen.
Læs mere…
… om proces og regler på Evidas hjemmeside: https://evida.dk/vvs/nedtagning-gasmaler/
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Evidas tekniske support på distributionsnet@evida.dk.

Dansk Fjernvarme bakker op om fokus på sikkerhed
- Det er vigtigt at der er fokus på sikkerhed for både medarbejderen og kunden, når der arbejdes med naturgas. Derfor ska naturgassen afbrydes korrekt og det nye er, at der skal være ordentligt adgang til gasinstallationens hovedhane, så den kan betjenes og adgang til at montere en slange så gasstikket kan udluftes korrekt, når der etableres fjernvarme.
Chefkonsulent Jens Christian Nielsen, Dansk Fjernvarme.
Skriv kommentar