Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme

Fjernvarmen fejrer 10 år midt i København

Dansk Fjernvarme åbnede sit kontor i København den 1. oktober 2015 med blot en enkelt medarbejder. Her 10 år senere blev den fremskudte bastion – med nu godt 20 ansatte – fejret.

24. nov. 2025
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Fredag eftermiddag var der fyldt godt op med kendte ansigter i Dansk Fjernvarmes lokaler i hjertet af København. Dansk Fjernvarmes kontor kunne nemlig fejre 10-års jubilæum – og det skete med over 70 deltagere fra energi- og forsyningssektoren. 

    Blandt bobler og bagværk var der også inviteret et par prominente talere - som Marie Hindhede, afdelingschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der netop understregede vigtigheden af at samarbejdet mellem myndighederne og Dansk Fjernvarme er baseret på faglighed.

    - Man mærker tydeligt, at I er et kontor bygget på faglighed, på analytisk viden og faglige kompetencer. Derfor sætter vi også pris på samarbejdet og på, at I med kontoret i København bidrager med nyttig viden og tydelige ønsker, sagde Marie Hindhede ved jubilæet.

    Hverken i Kolding eller Herning

    Da kontoret dengang i 2015 blev oprettet, skete det for at få Dansk Fjernvarme tættere på de politiske beslutninger og at være mere synlig i offentligheden. Et led i den strategi var også at styrke relationerne til andre nærliggende aktører, herunder Dansk Affaldsforening, som Brancheforeningen Cirkulær hed. Dengang var direktøren Jacob Hartvig Simonsen. Netop Jacob Hartvig Simonsen, var også blandt talerne ved jubilæet.

    - Jeg husker, hvordan vi for 10-11 år siden havde dialog om, hvorvidt vi skulle flytte sammen. Det skete ikke til at starte med, om end vi straks fik et godt og tillidsfuldt samarbejde, da I boede i den lille toværelses lejlighed på Frederiksholms Kanal. Men da I år senere flyttede til Buen, gav det også for os mere mening og siden da ved jeg, at det gode samarbejde er fortsat, sagde Jacob Hartvig Simonsen, der samtidig fremhævede, hvorfor han i sin tid som direktør i RenoSam flyttede organisationen fra Roskilde til København og hvordan det lykkedes at overbevise sin medlemskreds om behovet for at flytte:

    - Det der virkede dengang, var stilfærdigt at minde baglandet om, at Christiansborg nu engang ligger i København. Det ligger altså ikke i hverken Kolding eller Herning.

    I første omgang var formålet med et sekretariat i København at sikre sektorens interesser i udformningen af en ny økonomisk regulering. Den daværende regerings ønske var en liberalisering og en konkurrenceudsættelse af selskaberne, med indtægtsrammer og administrativt tunge benchmark-modeller.

    Det lykkedes efter mange års diskussioner at lande reguleringen et helt andet, og markant bedre, sted, hvor fjernvarmeselskaberne fortsat kan levere på det, som deres ejere og forbrugere forventer, med konkurrencedygtige priser, grøn omstilling og fortsat høj forsyningssikkerhed.

    I dag er det både grøn omstilling, udfasning af fossil gas, forsyningssikkerhed, CO2-fangst og en række andre emner, der optager energiselskaberne og som Dansk Fjernvarme med sin tilstedeværelse i København har markant bedre muligheder for at påvirke.

    Rent fysisk var kontoret begyndelsen placeret i en to-værelses lejlighed på Frederiksholms Kanal. Senere i samme bygning som Altinget i Ny Kongensgade og endelig i Buen på Vesterbrogade, hvor jubilæet blev fejret, og hvor Dansk Fjernvarme fortsat bor under samme tag som Brancheforeningen Cirkulær og vandselskabernes forening, DANVA, har kontor.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...