Gå til hovedindhold
Konverteringer
Klima- & Miljøforhold
Dansk Fjernvarme

Fjernvarmen holder hånden under naturgasudfasningen

Tallene taler deres tydelige sprog. Det er fjernvarmen, som skrotter naturgasfyrene i Danmark, og det er fjernvarmen, der holder hånden under en stabil udfasning af naturgassen i private boliger. Det viser en status fra Evida, som har opgjort tal for naturgasudfasning.

11. feb. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    74,5 procent af de naturgasforbrugere, som har opsagt deres gasaftale i 2024, har angivet at de skiftede til fjernvarme. Det er et markant hop i forhold til årene før. Det viser en ny status lavet af Evida, som har opgjort udviklingen af naturgaskunder på gasnettet.

    Tallene illustrerer, at fjernvarmen leverer som forventet. At naturgassen udfases til fordel for grøn og stabil fjernvarme, og at de mange kommunale varmeplaner og fjernvarmeselskabernes udmøntning med  konverteringsprojekter er i gang med at blive udrullet i Danmark.

    - Vi kan se, at fjernvarmen netop leverer, som der er blevet lovet. Naturgasfyrene skrottes, og fjernvarmen flytter ind. Unikt for fjernvarmen er, at det udfaser gas i bundter, hvor store områder og mange kunder kan afkobles gasnettet på samme tid. Det er en kæmpe fordel for gasudfasningen og for Danmarks ambition om at få naturgassen ud af rumopvarmningen, siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.

    Energikrisen i 2022 kickstartede fjernvarmeudrulningen med klimaaftalen om grøn varme og strøm i Danmark. Det er især på baggrund af den aftale, at fjernvarmeselskaberne i disse år konverterer i gennemsnit ca. 1600  naturgasfyr om måneden.

    Knap 94 procent vurderer at skifte til fjernvarme i 2026

    Evida har allerede fået meldinger om gasopsigelser i 2025 og 2026, hvor fjernvarmen topper som den primære varmekilde forbrugerne skifter til. Fremskrivningen er et billede på fjernvarmens fordel overfor individuelle varmeløsninger. At der er en løbende og stabil udfasning af naturgasfyr. 

    93,8 procent boligejere, der planlægger at opsige gassen i 2026 forventer at skifte til fordel for fjernvarme.

    - Det viser netop det, som er fjernvarmens klimagevinst. At der konstant arbejdes for at udrulle mere grøn og billig fjernvarme til danskerne. Og det sker i et tempo, hvor markedet og samfundet kan være med. Vi så i energikrisen, at der var en øget efterspørgsel på individuelle løsninger, som pressede priserne og leveringstiden enormt. Nu er efterspørgslen praktisk talt forsvundet, fordi en investering på over 150.000 kr. for den enkelte boligejer ikke opleves som rentabel, siger Rune Moesgaard og fortsætter:

    - Vi ser selvfølgelig også en lavere efterspørgsel på fjernvarme, men der bliver stadig konverteret naturgasfyr ude i landet.

    Hvis klimamålene skal opfyldes, og Danmark skal gå ind i en klimaneutral fremtid, er der behov for øgede politiske værktøjer, som kan hæve incitamentet til at skrotte naturgassen, mener Dansk Fjernvarme.

    - Naturgasprisen har ramt et stabilt højt niveau, men gasforbrugerne kan ikke gennemskue deres årlige  udgifter, da de modtager 8 regninger om året. 4 kvartalsvise regninger fra henholdsvis Evida og gassælgeren, og ugennemsigtigheden fjerner et stærkt incitament fra forbrugerne til at skifte varmekilde, siger Rune Moesgaard og slutter:

    - Hvis Christiansborg kunne melde klart ud om en slutdato for levering af gas i gasnettet, har både forbrugere og fjernvarmeselskaber et mål at arbejde ud fra i forhold til at udrulle fjernvarme og konvertere. Derudover mener vi, at der bør være prisgennemsigtighed for forbrugeren, som i stedet bør modtage en årlig opgørelse for de samlede udgifter til sin gasforsyning.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...