Fleksible rør viser gode takter i kæmpe konverteringsprojekt
Vestforbrænding er så småt i gang med at installere fleksible rør i flere nye fjernvarmeområder. Den første stresstest kommer til næste fyringssæson, men indtil videre er der gode takter at spore.

Det er de såkaldte PERT-rør, der primært er produceret i PE-plast, som Vestforbrænding installerer i en række af deres nye fjernvarmeområder. Foto: Vestforbrænding.
Når man skal konvertere op mod 40.000 husstande til fjernvarme inden 2030, er man nødt til at være effektiv.
Derfor er Vestforbrænding – der lige nu arbejder på landets med længder største fjernvarmeprojekt – ret åbne overfor nye teknologier, som kan lette udrulningsarbejdet.
En af de teknologier, man har valgt at tage i brug, er en ny type fleksible rør i plast, kaldet PertFlextra. I nogle af de nye fjernvarmeområder er det derfor ikke de traditionelle stålrør, entreprenøren graver i jorden, men i stedet de nye plastrør.
Indtil videre har man idriftsat to fjernvarmeområder med de nye rør – og selvom de endnu ikke er blevet stresstestet af fyringssæsonen, er der fornuftige tegn at spore, fortæller seniorspecialist i Vestforbrænding, Antoni Trumulis:
- Vores entreprenører giver udtryk for, at det går væsentligt hurtigere med plastrørene, så det virker til, at anlægstiden virkelig er optimeret der, hvor vi bruger dem, siger han og fortsætter:
- Det er en stor fordel for projektet, fordi vi fra starten af har haft en optimistisk tidsplan. Det har entreprenørerne fokus på, og derfor vil de også gerne bruge rørene, når de kan komme til det. Mit umiddelbare bud er, at de fortsætter med at bruge plastrør i to ud af tre områder i første etape af projektet.
Lette at anlægge
Også for dem, der skal samle rørene, har det vist sig at være en fordel at arbejde i plast fremfor stål.
Det betyder, at Vestforbrændings entreprenør ikke på samme måde er bremset af den store mangel på smede, man tidligere har oplevet, forklarer Antoni Trumulis.
- Vi ser, at anlægsentreprenøren har sendt deres gravefolk på kursus for at lære samleprocessen. Mit indtryk er, at de fleste kan lære det i løbet af et par dage, og det betyder jo, at andre faggrupper end smede kan byde ind på opgaven, siger han og tilføjer:
- Det er noget nemmere at lære at presse eller svejse et rør i plastik sammenlignet med stål.
Vores entreprenører giver udtryk for, at det går væsentligt hurtigere med plastrørene, så det virker til, at anlægstiden virkelig er optimeret der, hvor vi bruger dem.
Kan ikke holde til samme tryk og temperatur
Et decideret mirakelmiddel er rørene dog ikke. De har også deres begrænsninger. Plast kan nemlig ikke holde til samme høje temperaturer og tryk som stål – og det betyder, at man skal være opmærksom, når man installerer dem, understreger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Jens Christian Nielsen.
Blandt andet bør man være opmærksom på diffusionsbarrieren på de rør, man vælger. Nogle typer af fleksible rør er produceret med en diffusionstæt barriere, f.eks. i form af et aluminiumslag, mens andre typer er mere diffusionsåbne, forklarer han.
- Særligt ved de fleksible rør, som er diffusionsåbne, skal man være opmærksom, da det kan medføre, at der kommer fugt ud i isoleringen – især ved høje temperaturer. Det er derfor vigtigt, at de diffusionsåbne rør driftes ved en relativt lav temperatur og ligges i tør jord over grundvandsspejlet for at sikre, at fugt fra isoleringen kan diffundere videre ud i jorden, forklarer han.
Netop af hensyn til rørenes begrænsninger bruger Vestforbrænding da også kun de fleksible rør i områder med lavtemperaturfjernvarme, fortæller Antoni Trumulis:
- Vi har vekslerstationer på den ene side og anlægger så lavtemperaturnet på den anden. Det er jo enormt vigtigt, at rørene holder deres levetid, så vi er meget opmærksomme på, hvor vi bruger dem.
Levetiden skal stadig afklares
Den første vigtige stresstest af plastikrørene kommer til efteråret. Først til den tid vil det vise sig, om de også holder til de temperaturer og tryk, Vestforbrænding forventer.
- Vi har selvfølgelig gjort vores forarbejde, men det bliver da interessant at se, hvad de kan holde til af temperaturer – og om de kan tåle, at vi skruer lidt op i perioder. Vi er stadig i gang med at lave levetidsberegninger, og det har vi stor fokus på lige nu. Vi skulle jo nødig ud og grave dem op om fem år, når det er meningen, at de skal ligge der i 30 – og helt op mod 50 år, siger Antoni Trumulis.
Levetidsberegninger for fleksible rør er også noget af det, man i Dansk Fjernvarmes Distributionsgruppe har fokus på i øjeblikket, fortæller chefkonsulent Jens Christian Nielsen.
Før man kan sige noget helt konkret om levetiden, skal der dog lige laves lidt flere undersøgelser, understreger han.
- Der er flere producenter på vej med nye fleksible rør – og det lover godt. Men rørene skal ligge i jorden i mange år, og derfor er vi sammen med Teknologisk Institut i gang med at undersøge den langsigtede ældning af rørene, siger han og fortsætter:
- Det gælder både de rør, der anvendes hos Vestforbrænding, og rør fra andre leverandører. Resultatet forventer vi at kunne præsentere ved vores Temadage om præisolerede fjernvarmerør i 2026.

Jens Christian Nielsen
Varmepumper
Overskudsvarme
Distribution
LER/GIS
Mobil: +45 20 54 54 73
E-mail: jcn@danskfjernvarme.dk
Overvejer du at bruge fleksible rør i dit fjernvarmeprojekt?
Jens Christian Nielsen, Chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, peger på tre forhold, du bør være opmærksom på, hvis du overvejer at bruge fleksible fjernvarmerør i dit projekt.
1. Totaløkonomien
De fleksible rør kan være hurtigere og nemmere at etablere, hvilket kan give betydelige besparelser i den samlede projektøkonomi. Men det er vigtigt at vælge en passende isoleringstykkelse, så der også opnås en god økonomi i løbet af rørenes levetid.
2. Tryk og temperatur
De fleksible rør kan ikke klare samme høje tryk og temperaturer som almindelige stålrør. Vær derfor meget bevidst om, hvilke områder, du bruger rørene i.
3. Diffusion
Nogle typer af de nye fleksible rør er diffusionsåbne, hvilket kan medføre, at der kommer fugt ud i isoleringen, særligt ved høje temperaturer. Andre rør er diffusionstætte, hvilket gør det muligt at holde isoleringen tør, selv om rørene ligger i fugtige omgivelser.
Skriv kommentar