Flere fjernvarmeselskaber bliver grønne i ny rangeringsmodel
Energistyrelsen justerer metodenotat, så biogas nu kan indgå positivt i opgørelsen. Det betyder, at flere fjernvarmeselskaber nu er grønne i ”trafiklysmodellen”.
Energistyrelsen har netop revideret sit metodenotat til rangeringsmodellen, som bruges til at vurdere fjernvarmeselskabernes klimaaftryk. Ændringen betyder, at selskaberne nu kan indregne biogasandelen i ledningsgassen, når de beregner den fossile udledning fra deres gasforbrug.
Det giver flere selskaber mulighed for at blive rangeret som grønne i trafiklysmodellen – et resultat, der allerede kan ses hos blandt andet CTR, HOFOR og VEKS.
– Det er positivt, at Energistyrelsen nu tydeligt opfordrer selskaberne til at indregne biogasandelen. Dermed afspejler rangeringsmodellen bedre den reelle klimaeffekt af fjernvarmen, siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.
Dansk Fjernvarme: Modellen bør afskaffes
Trods den positive justering af modellen arbejder Dansk Fjernvarme videre for, at rangeringsmodellen helt afskaffes. Det er et synspunkt, vi oplever, at der bliver lyttet til i embedsværket, blandt andet fordi der allerede findes anden relevant forbrugerinformation på området – herunder fjernvarmedeklarationen.
Rangeringsmodellen vil på sigt også blive problematisk at anvende, da et gasfyr på grund af det grønne gaskryds potentielt fra 2032 ifølge det nuværende metodenotat kan opnå en opgørelse af sin fossile udledning til nul, mens varmepumper formentlig vil have fossil udledning noget længere ud i fremtiden.
Hvad er rangeringsmodellen?
- Energistyrelsens rangeringsmodel er en trafiklysordning, der klassificerer fjernvarmeselskaber som grøn, gul eller rød ift. udledningen fra individuelle alternativer.
- Modellen har blandt andet været anvendt i Boliga.dk’s boligannoncer, hvor den skal give boligejere og købere et hurtigt billede af klimaaftrykket fra fjernvarmen i et område.
- Kritikpunktet har været, at modellen ikke altid afspejler den reelle klimaeffekt, og at der allerede findes andre informationsværktøjer.
Niels Peter Berg
Juridiske spørgsmål
Økonomisk regulering
Garantiprovisioner
Mobil: +45 23 29 51 09
E-mail: npb@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar