Gå til hovedindhold
Konverteringer
Medlemmer

Fors får to projektforslag godkendt

Holbæk Kommune har godkendt projektforslag for fjernvarme til Svinninge og Tølløse. Fors forventer at åbne for tilmelding i de to byer i løbet af foråret 2025.

14. feb. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Fors har fået grønt lys til endnu to projekter om konvertering til fjernvarme i Holbæk Kommune. Det drejer sig om de to landsbyer Svinninge og Tølløse, hvor Fors med den kommunale projektgodkendelse i hånden nu kan gå i gang med at åbne for tilmeldinger.

    - I den grønne omstilling spiller konverteringen fra olie- og naturgasfyr til grønnere opvarmningsløsninger en meget vigtig rolle. Derfor er godkendelsen af de to projektforslag også en milepæl, der markerer et stort skridt i den rigtige retning, udtaler Jens Ole Pihl-Andersen, chef for Plan & Projekt Fjernvarme i Fors.

    Fors understreger, at det er vigtigt med bred lokal opbakning til fjernvarmeprojekterne i de to landsbyer, hvis projekterne skal realiseres. Tilmelding vil formentlig åbne i løbet af foråret 2025, oplyser Fors.

    Som ved Fors’ øvrige fjernvarmeprojekter kræver det, at mindst 70 procent af varmeforbrugerne tilmelder sig, da den høje tilslutningsprocent sikrer en stabil økonomi.

    Dog er det muligt at kun ét af projekterne bliver gennemført, da der er tale om to separate fjernvarmeprojekter, der kan realiseres uafhængigt af hinanden.

    Med projektgodkendelsen af Svinninge og Tølløse er Fors godt på vej med deres konverteringer til fjernvarme i Holbæk Kommune. I januar i år godkendte kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune formelt den lokalplan, der gør det muligt for Fors at opføre Energibyen, der skal rumme bl.a. et nyt varmeværk, genbrugsplads og vandværk.

    Samtidig har kommunalbestyrelsen ligeledes i januar også nikket til, at de kommunale ejendomme, der er indeholdt i Etape 1 af konverteringen af Holbæk by, tilslutter sig fjernvarme. Det har været en vigtig forudsætning for, at konverteringen af selve Holbæk by kan realiseres.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...