Fors: Sikrer lavere varmepris i Jyderup i 2025
Når Fors’ nye varmeværk i Jyderup kommer i fuld drift i løbet af foråret 2025, reduceres varmeværkets naturgasforbrug i varmeproduktionen med mere end 90 procent.

Fors har opført nyt varmeværk i Jyderup i Holbæk Kommune bestående af en stor eldreven varmepumpe.
Det nye varmeværk er netop blevet sat i drift, og i løbet af foråret 2025 forventer Fors, at værket reducerer naturgasforbruget med mere end 90 procent, og det er godt nyt for både klima og varmekunder.
- Fremover kan Fors’ varmekunder i Jyderup se frem til, at den nye varmepumpe giver kunderne både en væsentlig mere klimavenlig varme og en lavere varmepris i år, som i Jyderup er 19 procent lavere i 2025 i forhold til 2024, uddyber Jens Ole Pihl Andersen, som er chef for Plan & Projekt Fjernvarme i Fors.
Der er Jens Ole Pihl Andersens pointe, at det nye varmeværk i Jyderup illustrerer fjernvarmen som en stabil, langtidsholdbar og fleksibel opvarmningsform. Siden 1960'erne har der været fjernvarme, men i Jyderup er varmeproduktionen løbende blevet udskiftet til det, der økonomisk og klimamæssigt har givet bedst mening – fra olie i begyndelsen, senere til naturgas og nu til el.
Varmepumpen kommer til at dække cirka 78 procent af det samlede varmebehov for kunderne i Jyderup, mens solvarmen på anlægget kan dække cirka 16 procent.
Naturgassen kommer til at fungere som såkaldt spids- og reservelast, som Fors kan gøre brug af ved meget koldt vejr, hvor varmepumpe og solvarme kan have svært ved at følge med varmebehovet.
Idriftsættelsen af Fors’ nye varmepumpe bliver den 14. marts 2025.
Skriv kommentar