Gå til hovedindhold

Fors vinker farvel til 60 år gamle fjernvarmerør

Hen over sommeren renoverer og udskifter Fors 60 år gamle fjernvarmerør på Holbækvej i Jyderup. Arbejdet skal sikre, at forsyningsselskabet fortsat leverer en stabil og driftssikker fjernvarmeforsyning til området.

22. aug. 2025
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

Fors bruger sommermånederne til at udskifte 60 år gamle fjernvarmerør på Holbækvej i Jyderup. Til september lukker Fors’ hullet til og asfalterer Holbækvej. Foto Jesper Voldgaard.

Indhold

    Det er tydeligt at se, at det er et ’levet liv’ Fors’ gamle fjernvarmerør har levet. Rørene er mætte af dage, isoleringen har set bedre dage, og rusten har overtaget yderkappen.

    - De gamle fjernvarmerør, som har ligget i jorden, de er cirka 65 år gamle, og trænger til at blive udskiftet, fortæller Jimmie Grandt, der er projektleder hos Fors.

    Det er de mange år på bagen, som er årsagen til, at fjernvarmerørene er mætte af dage.

    - I Jyderup har man haft fjernvarme siden midten af 1960’erne. Derfor er det et udtryk for rettidig omhu at udskifte de gamle fjernvarmerør nu, så fjernvarmen fortsat kan flyde i mange år fremover, uddyber projektlederen.

    Kort sagt, det er tid til forandring, og den forandring er Fors i fuld gang med på Holbækvej nummer 1-32B i den nordvestsjællandske by Jyderup. Forsyningsselskabet gik i gang med arbejdet den 26. maj og arbejdet forventes at være færdigt i slut august.

    Udover at de gamle fjernvarmerør trænger til at blive skiftet ud, er det også på Holbækvej, at der sker flest brud.

    - Derfor begynder vi her, da gevinsten er størst, Når der sker brud, rykker vi ud for at reparere, og det koster både penge og genererer beboerne, fortæller Jimmie Grandt.

    Fors i tal:

    Fors A/S er forsyningsselskab for kommunerne Holbæk, Lejre og Roskilde.

    Forsyningsselskabet distribuerer fjernvarme til cirka 11.000 kunder (2024) gennem selskaberne Fors Varme Roskilde, Fors Varme Holbæk.

    Fors har en omsætning på cirka 950 millioner kroner om året.

    Fors A/S er et såkaldt hvile-i-sig-selv-selskab, og alle aktier er ejet af ejerkommunerne. Som følge af selskabsloven udøves ejerskabet udelukkende på generalforsamlingen.

    220 medarbejdere beskæftiger sig hos Fors med at levere vand, fjernvarme, håndtere spildevand, indsamler affald og driver genbrugspladser.

    Kilde: Fors

    Brud og timing spiller ind

    Det giver bedst mening, ifølge Jimmie Grandt, at begynde på at renovere fjernvarmenettet, hvor der er flest brud, men ideelt set trænger hele Jyderups fjernvarmenet til at blive udskiftet.

    - Vi kan ikke grave hele byen op på én gang, vi tager det i etaper og planlægger arbejdet fornuftigt. Arbejdet på Holbækvej udfører vi i sommerferien for at forstyrre mindst muligt, uddyber projektlederen.

    På billedet ses de gamle fjernvarmerør, der har ligget 60 år i jorden. Nu er det blevet tid til at skifte dem ud med nogle nye. Foto Jesper Voldgaard.

    Mens der graves på Holbækvej nummer 1-32B, som er på strækningen mellem Jernbanevej og Lindevej, vil der i arbejdsperioden være ensrettet på strækningen i nordgående retning fra Jernbanevej til Lyngvej, hvor omkørsel kan ske via Lindevej og Jernbanevej. Desuden vil bustrafik og tung trafik blive ledt uden om arbejdsstedet.

    Selvom det er Fors’ intention, at deres gravearbejde skal gennemføres så effektivt og gnidningsfrit som muligt, er det uundgåeligt, at vejarbejdet skaber omkørsel og ekstra trafik for borgerne i Jyderup.

    - Folk i Jyderup tager det pænt. De ved, det kun er for en periode. Der er tydelig skiltning på stedet også, fortæller Jimmie Grandt.

    Udover at der er mindre trafik på vejene i sommerperioden, har kunderne desuden et mindre varmebehov i sommerferieperioden.

    Sommeren er også den tid på året, hvor forsyningsselskaber har de bedste forudsætninger til at udskifte fjernvarmerør.

    Projektleder Jimmie Grandt viser Fors’ nye fjernvarmerør frem, som er på vej ned i jorden på Holbækvej. Foto Jesper Voldgaard.

    - Temperaturen om sommeren gør, at vi kan grave ned til rørene uden at forvente frost. Til gengæld har vi fået store mængder regn, som vi har været nødt til at pumpe væk, påpeger projektlederen og fortsætter:

    - Det ustabile danske sommervejr skuffer aldrig.

    Selve planlægningen og prioriteringen af arbejdet for at udskifte fjernvarmenettet i Jyderup er påvirket af især to ting – altså ud over vejret, fortæller Jimmie Grandt:

    - Brud og timing spiller også sammen. Konkret ser vi på brudstatistikker holdt op mod de materialer, der ligger i jorden. Den aktuelle strækning på Holbækvej er et af de steder, vi har oplevet flest brud, og hvor materialerne aldersmæssigt med over 60 år er udskiftningsparat. 

    Undervejs i gravearbejde har Fors fundet betonklodser fra tidligere renovationsarbejde. De bliver fjernet, inden de nye fjernvarmerør bliver lagt i jorden. Foto: Jesper Voldgaard.

    Fremtidens fjernvarme

    Udover at de 60 år gamle fjernvarmerørs ydre røber, at de trænger til blive udskiftet med nogle nye rør, er der også sket en udvikling med fjernvarmerørene, siden de første rør blev lagt i jorden.

    - Nutidens fjernvarmerør er bedre isoleret, hvilket giver et mindre varmetab, ligesom den tekniske levetid er længere, uddyber projektlederen.

    De nye fjernvarmerør adskiller sig for eksempelvis fra de 60 år gamle rør ved, at de nye rør udvendigt er isoleret med materialet purskum, som har en isoleringsværdi, der er dobbelt så god som tidligere.

    - Desuden er der en diffusionskappe, som gør, at der ikke trænger vand ind i isoleringen, men byggefugt kan trænge ud. Hvis rørene var våde hele tiden, ville de rustne, forklarer Jimmie Grandt.

    Skulle det ske, at der kommer vand ind i de nye fjernvarmerør, har rørene i dag nogle kobbertråde, som måler modstanden i elektriciteten. Hvis der er for høj modstand, indikerer det fugt i isoleringen, hvilket kan være tegn på brud. På sigt, når hele fjernvarmenettet i Jyderup er udskiftet, er der gjort klar til, at overvågningen kan automatiseres.

    Vi forventer, at de nye fjernvarmerør kan holde i hvert fald de næste 60+ år. Vi tager lige 60 år mere, nu med nye rør, og det er ret godt gået.

    Jimmie Grandt, projektleder hos Fors.

    Rundt om de nye fjernvarmerør bliver der lagt ti centimeter grus af kornstørrelse otte millimeter. Gruset mindsker risikoen for, at større sten i jordlaget gør skade på rørkappen.

    Fors har undervejs i sommerens gravearbejdet fundet betonklodser fra tidligere renovation. Det er nødvendigt at beskytte de nye rør med et lag grus.

    Der kommer til at ske gode forandringer med de nye fjernvarmerør, understreger Fors’ projektleder.

    - Kort sagt – reducerer de nye rør varmetab og CO2-udslip.

    Forventningen om reduktion af varmetab og CO2-udslip, er godt nyt for både pengepung og klima, og beror på rørenes tekniske oplysninger. Konkrete tal på det påvirkes af de faktiske forhold ude i virkeligheden, hvorfor Fors ikke kender dem endnu.

    Til vinter kommer varmekunderne i Jyderup ikke direkte til at mærke, at deres fjernvarmerør er blevet erstattet med nogle nye.

    - Til gengæld kan de mærke, at vi ikke skal grave ned til rørene på Holbækvej i de næste mange år. Når først de nye rør er blevet udskiftet, går der mange år, før vi graver igen, uddyber Jimmie Grandt.

    Jimmie Grandt viser gravearbejdet frem. I hånden holder han isoleringsmateriale rockwool, som lå rundt om nogle af de gamle rør i betonkanalerne. De hvide plastrør er fra Fors’ interimsvarmeløsning, som er den midlertidige varmeløsning, mens forsyningsselskabet graver. Foto: Jesper Voldgaard.

    For at undgå at forstyrre borgerne i Jyderup mere end højst nødvendigt, lægger Fors en femårsplan for deres projekter. Den er dog med forbehold for ændringer, hvis forsyningsselskabet kan være nødt til at ændre planen, hvis omstændighederne ændrer sig.

    - Hvis en strækning for eksempel, uden nogen nævneværdig brudstatistik, pludselig får mange brud, kan vi være nødt til at rykke rundt på prioriteringen. Omstillingsparathed er nødvendigt for at sikre en effektiv og fornuftig proces omkring udskiftningen af fjernvarmerør, uddyber Jimmie Grandt.

    Når de nye fjernvarmerør er kommet på plads på Holbækvej 1-32B, kan Fors lukke hullet til og gå videre med deres næste projekt. Det næste projekt, som forsyningsselskabet har på tapetet, er at afslutte og asfaltere Holbækvej, som Fors begynder på i starten af september. 

    Det er uvist, hvor mange år der skal til før, at de nye fjernvarmerør på Holbækvej er i samme stand som deres forgængere, men der kommer til at gå årtier før, at Holbækvej bliver gravet op igen.

    -  Vi forventer, at de nye fjernvarmerør kan holde i hvert fald de næste 60+ år. Vi tager lige 60 år mere, nu med nye rør, og det er ret godt gået, fortæller Jimmie Grandt.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...