Gaskunder foretrækker klart fjernvarme
Over 95 procent af de gaskunder, der afmelder deres gasforsyning til Evida, giver udtryk for, at de ønsker at få fjernvarme. Det viser, at der er et klart ønske om fjernvarme hos langt de fleste danske gaskunder, mener Dansk Fjernvarme.

Der bør være politisk opbakning til, at danskerne skal konvertere væk fra fossil opvarmning. Men forskellige udmeldinger fra ikke mindst Venstre skaber tvivl hos danskerne om, hvorvidt det nu også er et reelt politisk ønske, at der skal mere vedvarende energi i boligopvarmningen.
Det er ganske overvældende læsning, når Evida – det statslige gasdistributionsselskab – løbende fører statistik over, hvilken varmekilde deres forhenværende – eller snart forhenværende – gaskunder vælger til, når der er lukket for gasforsyningen til deres bolig.
Den seneste opgørelse – fra august 2025 – viser således, at 95,7 procent af de gaskunder, der vil have lukket for gassen i 2026, angiver, at de skifter til fjernvarme. 4,2 procent angiver ”anden varmekilde”, mens 0,1 procent ikke ønsker at oplyse deres fremtidige varmekilde.
Andelen for 2026 har været ganske stabil over de foregående måneder. I juni var andelen på 95 procent, mens den i marts endda var højere – nemlig 95,9 procent.
- Tallene viser i vores øjne, at der er tale om en meget stor lyst hos de danske gaskunder til at skifte deres nuværende fossile varmekilde ud med grøn fjernvarme. Det er naturligvis et valg, som vi er glade for på fjernvarmeselskabernes vegne, og som er en klar indikation om, at fjernvarmen er et stabilt og fremtidssikret tilbud, siger Søren Magnussen, Seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme.
Projekter lykkes ikke
Hvis man sammenligner med fx 2025 og 2024, er andelen noget lavere. I 2025 var andelen af gaskunder, der meldte til Evida, at de ville vælge fjernvarme på 76,5 procent, mens den for hele 2024 var på 74,5 procent.
Det kan skyldes, at tallene for 2026 af gode grund er udtryk for, hvad man ønsker at skifte til, mens tallene for i hvert 2024 og til dels 2025 er udtryk for, hvad man reelt er lykkedes med at skifte til.
Det handler med andre ord om, at mange varmebrugere gerne vil have fjernvarme, men at det af den ene eller anden årsag ikke lykkes for dem.
- Vi må desværre konstatere, at der er fjernvarmeprojekter rundt om i landet, hvor man ikke lykkes med at få den nødvendige opbakning, så projekterne kan løbe rundt – og det gælder både helt nye projekter, og projekter, hvor nye områder skal med på eksisterende fjernvarmenet, forklarer Søren Magnussen.
Dato for gasstop
Det handler naturligvis i første omgang om, at varmekunderne ikke finder økonomien i fjernvarmeprojekterne tilstrækkelig attraktiv, når de vælger fjernvarmen fra. Men der er også en anden årsag, mener Søren Magnussen.
For selv om der bør være politiske opbakning til, at danskerne skal konvertere væk fra fossil opvarmning – gas eller olie – så har forskellige udmeldinger fra ikke mindst Venstre skabt tvivl hos danskerne om, hvorvidt det nu også er et reelt politisk ønske, at der skal mere vedvarende energi i boligopvarmningen.
- Når vi hører, at Venstre og selv klimaminister Lars Aagaard sår tvivl om, hvorvidt det nu er nødvendigt og fornuftigt at slukke for gasopvarmningen, så kommer danskerne helt forståeligt i tvivl. Derfor er det helt nødvendigt for den grønne omstilling – og dermed klimaet – at der kommer en klokkeklar politisk udmelding om, at der bliver sat en slutdato på, hvornår der ikke længere er gas i rørene, og her tænker jeg i planlagte og godkendte fjernvarmeområder slår Søren Magnussen fast.
Dansk Fjernvarme har sammen med andre aktører foreslået, at der bliver indført et såkaldt gasstop i 2035.

Søren Magnussen
Gaskonverteringer
Samarbejde med kommuner
Fjernvarmepuljen
Mobil: +45 29 81 90 37
E-mail: sma@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar