Gå til hovedindhold

Geotermi bliver sat på pause i Hillerød

Igennem et halvt år har Hillerød Forsyning sammen med Innargi undersøgt muligheden for at bruge geotermi i produktionen af fjernvarme. Analyserne viser, at der i øjeblikket ikke er basis for at udnytte geotermisk varme i fjernvarmeproduktionen i Hillerød.

9. okt. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Hillerød Forsyning tog i sommer deres nye 50 MW elkedel i brug, og der bliver fortsat brug for den, når man i hvert fald indtil videre ikke går videre med at benytte geotermi i varmeproduktionen. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    I begyndelsen 2025 underskrev Innargi og Hillerød Forsyning en hensigtserklæring om at undersøge mulighederne for geotermisk fjernvarme i Hillerød. Siden har begge parter analyseret forudsætninger for at indfase geotermi i Hillerød, herunder undergrundsforhold, pris, placering og samspil med øvrige energikilder.

    Efter knap et halvt års arbejde er det klart, at forudsætningerne for at etablere geotermi i Hillerød ikke er til stede nu.

    - Analysen viser, at geotermi ikke kan gøres økonomisk attraktivt i det energimiks, vi ønsker i Hillerød. Derfor er vi enige med Innargi om at sætte det nuværende samarbejde på pause, siger Tue Tortzen, bestyrelsesformand, Hillerød Forsyning.

    - Undergrunden ser lovende ud, men situationen på overfladen skal også passe til geotermi. Det vil sige, at geotermi skal passe i samspil med de øvrige energikilder, som fjernvarme- selskabet råder over eller planlægger. Her tror vi ikke, at vi for nuværende kan få kabalen til at gå op, siger Asbjørn Haugstrup, direktør for eksterne relationer, Innargi.

    Energicentral bliver vigtig brik

    Hillerød Forsyning er næsten færdig med at ombygge sit gamle, gasfyrede kraftvarmeværk til en moderne energicentral, og specielt den store elkedel, der blev sat i drift i foråret, bliver i fremtiden en vigtig brik i fjernvarmeproduktionen i Hillerød.

    Elkedlen forventes at kunne dække cirka en fjerdedel af det samlede varmebehov på årsplan, og derudover er den også allerede blevet en vigtig indtægtskilde for forsyningen. Elkedlen står nemlig til rådighed for det overordnede elnet og udløser dermed en rådighedsbetaling – uanset om elkedlen er i brug eller ej.

    Derudover har Hillerød Kommune netop godkendt et projektforslag om en 10 MW varmepumpe, der skal omsætte restvarmen i det rensede spildevand til fjernvarme. Og endelig har Hillerød Forsyning netop etableret selskabet Hillerød Vedvarende Energi A/S, der skal fremme arbejdet med vedvarende energikilder som f.eks. sol og vind.

    Geotermi kan komme i spil igen

    Hillerød Forsyning er ved at opbygge et katalog over potentielle, fremtidige energikilder. Kataloget skal løbende opdateres.

    - Vi har længe villet undersøge muligheden for gertermisk varme i Hillerød. Det er naturligvis ærgerligt, at der ikke er økonomi i det i øjeblikket, men det overordnede forsyningsnet ændrer sig løbende, og hvis Hillerød Kommune indgår samarbejde om levering af varme til f.eks. en nabokommune, kan geotermien komme i spil igen. Og så er det vigtigt, at vi hurtigt kan genstarte projektet, siger Tue Tortzen.

    Derfor er Hillerød Forsyning og Innargi enige om at fortsætte dialogen i de kommende to år.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...