Geotermi-projekt får færre brønde
Innargi og Kredsløb justerer på deres fælles geotermiprojekt. Det betyder, at man i stedet for de planlagte syv brønde, etablerer tre brønde – alle i den nordlige del af Aarhus.

På grundlag af resultaterne fra de tre testbrønde, der er boret i Aarhus i efterforskningsfasen og en positiv teknologisk udvikling i projektets første leveår, opdaterer Kredsløb og Innargi nu det fælles geotermiprojekt. Det betyder, at den samme mængde varme skal leveres fra tre lokationer i stedet for de oprindeligt planlagte syv.
I 2022 indgik Kredsløb og Innargi en aftale om levering af 110 MW geotermisk varme til fjernvarme – svarende til ca. 20 % af Aarhus forbrug. Den aftale gælder stadig, men planerne for, hvor og hvordan den geotermiske varme skal produceres, opdateres.
- Grundige analyser af alle tre testbrønde har vist, at den nordlige del af Aarhus fra et undergrundsfagligt perspektiv er mest velegnet til geotermi. Derfor har vi aftalt med Kredsløb, at de geotermiske anlæg placeres i den nordlige del af byen, siger Sune Birk Kerndrup, der er projektdirektør i Innargi.
Udviklingen i varmepumpeteknologi og Kredsløbs arbejde med at nedbringe temperaturerne i fjernvarmenettet, gør det også muligt at samle projektet på færre anlæg.
- Vi har fået nye tekniske muligheder, og vi arbejder løbende på at gøre fjernvarmenettet så energieffektivt som muligt. Det skaber grundlag for at levere mere geotermisk varme fra færre lokationer, og det er en fordel, både når vi ser på arealanvendelse og miljøpåvirkning, siger Lasse Sørensen, forretningsudviklingschef fra Kredsløb.
Derfor reduceres det samlede antal anlæg fra 7 til 3. Planen er, at de tre anlæg placeres på Skebyvej, Bautavej og Halmstadgade, mens de skitserede anlæg i Brokvarteret, på Bjørnholms Alle, Sumatravej og Jens Juuls Vej udelades.
Kredsløb og Innargi har i den forbindelse allerede informeret de berørte naboer.
- Konsekvensen af planen er bl.a., at vi forventer at bore yderligere to brønde i Skejby. Generelt er der enorm stor forståelse for, at der skal etableres lokale og bæredygtige varmekilder - men det er da klart, at nogle naboer nok helst havde set, at vi var ved at være færdige. Derfor vil vi også gøre alt, hvad vi kan for at holde alle informeret og støjafskærme bedst muligt, mens vi borer, siger Sune Birk Kerndrup.
De næste boringer i Skejby er planlagt til 2027. Boreperioden for én brønd er ca. 1½ måned.
Projektets samlede tidsplan er uændret, og opdateringen indebærer ingen prisstigninger for forbrugerne.
- Planen er, at hele det geotermiske anlæg med alle brønde skal være klar i 2029. Den grønne geotermiske varme skal nemlig bidrage til at erstatte varmen fra afbrænding af træpiller på Studstrupværket, når aftalen med Ørsted ophører, siger Lasse Sørensen fra Kredsløb.
Det forventes, at den første geotermiske varme produceres, når anlægget i Skejby sættes i gang i efteråret.
Projektet vil kunne blive justeret i takt med udviklingen, såfremt nye teknologiske muligheder eller udfordringer viser sig.
Skriv kommentar