Gå til hovedindhold

Hans Redder: Klimapolitik er ikke længere bare ’fuld fart frem’

Med et Kommunal- og et Folketingsvalg lige om hjørnet, er nogle partier begyndt at lette på speederen til den grønne omstilling. Det er et symptom på en mere dilemmafyldt og nuanceret tilgang til klimadebatten, siger politisk redaktør Hans Redder på PULS.

18. jun. 2025
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Klimapolitik er ikke længere bare et spørgsmål om, hvem der kan tænke på det højeste tal. Debatten har fået langt flere nuancer, siger politisk redaktør på TV2, Hans Redder, til årets PULS. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Teltet på parkeringspladsen ved Fjernvarmens Hus summede af liv, da årets store sommerevent i fjernvarmebranchen – PULS – blev skudt i gang onsdag formiddag.

    Havde nogle af de mere end 230 deltagere håbet, at starten på dagens program blev stille og rolig, måtte de nok ret hurtigt sande, at der skulle spidses ører fra første indlæg.

    Efter en kort introduktion fra direktør Kim Mortensen fik politisk redaktør på TV2, Hans Redder, nemlig hurtigt sporet snakken ind på det nuværende politiske landskab i Danmark.

    Spørger man ham, bliver ét ord definerende for hele det næste år i dansk politik: Valgkamp.

    For når politikerne vender tilbage fra sommerferie i efteråret, er Kommunalvalget lige om hjørnet. Og ifølge Hans Redder er det ret sandsynligt, at det bliver fulgt op af et Folketingsvalg allerede i foråret 2026.

    Spørgsmålet er så bare, hvilken rolle den grønne omstilling – og dermed forsyningsbranchen – får i begge valgkampe?

    Skal man tro Hans Redder, har vi sådan set allerede set de første tegn på, at Kommunalvalget har påvirket klimapolitikken hos i hvert fald ét parti:

    - Venstres udmelding om, at man vil hæve foden fra speederen på gasudfasningen er jo et åbenlyst forsøg på at undgå en åben flanke til både Danmarksdemokraterne og DF i yderområderne, hvor mange stadig har gas. Jeg er overbevist om, at Venstre trækker følehornene til sig, fordi de er presset, siger han og fortsætter:

    - Og det skaber jo i sig selv en usikkerhed, når man vil bremse udrulningen. Samtidig står aftalen om gasudfasning til at blive genbekræftet i 2026, og til den tid aner vi ikke, hvordan regeringen ser ud – og om Venstre overhovedet er en del af den.

    For få år siden var det ikke politisk gangbart at ville sætte farten ned på den grønne omstilling.

    Hans Redder, politisk redaktør på TV2

    Debatten om grøn omstilling er blevet mere dilemmafyldt

    Netop den form for usikkerheder og dilemmaer er ifølge Hans Redder noget af det, der virkelig har ændret sig i debatten om klimapolitik og den grønne omstilling indenfor det seneste år.

    - Hvis vi spoler tiden tilbage, har klimapolitik groft sagt været et spørgsmål om, hvem der kunne tænke på det højeste og mest ambitiøse tal. Men i dag er klimadebatten et helt andet sted. Man er begyndt at debattere klima på en mere nuanceret og dilemmafyldt måde, forklarer han og fortsætter:

    - For få år siden var det ikke politisk gangbart at ville sætte farten ned på den grønne omstilling, som Venstre har gjort. Men der er man et andet sted i dag. Og det stiller brancher som fjernvarmen i en ny position, hvor kommunikationen må kalibreres efter en ny politisk virkelighed.

    I den virkelighed ser Hans Redder ikke længere klimapolitikken som noget, der står allerøverst på vælgernes dagsorden.

    Andre spørgsmål trænger sig på og har skubbet det længere ned – men det ændrer dog ikke på, at klimadebatten fortsat får en vigtig rolle ved de kommende valg, vurderer han.

    - Jeg tror, vi kommer til at se masser af diskussioner, der opererer i de der krydsfelter mellem blandt andet grøn omstilling, biodiversitet og økonomi. Og de kan godt blive definerende for, hvem der trækker det længste strå til både Folketings- og Kommunalvalget, lyder det.

    Det var et telt spækket med beslutningstagere i fjernvarmebranchen, der sad klar allerede fra dagens første indlæg på PULS. Foto: Jesper Voldgaard.

    Forsyningssektoren skal tale ind i flere dagsordener

    Hvordan agerer man som fjernvarmeselskab så i den nye, mere dilemmafyldte politiske virkelighed?

    Først og fremmest skal man nok vænne sig til, at dansk politik bliver mere omskifteligt i de kommende år. Derfor er det et stort sats et regne med status quo flere år frem i tiden, pointerer Hans Redder.

    - Jeg kan ikke afvise, at vi går ind i en periode med politisk ustabilitet her i Danmark, ligesom vi også har set det rundt omkring i Europa. Og det gør jo, at det kan være svært at navigere i langsigtet planlægning, som netop er det, fjernvarmesektoren arbejder med, lyder det.

    Til gengæld er der noget at gøre, hvis sektoren gerne vil blive ved med at have en relevans i den politiske debat.

    For mens den grønne omstilling måske ikke længere har samme prioritet, kan forsyningsbranchen sagtens tale ind i andre dagsordener, som er mere oppe i tiden.

    - Jeg tror, man skal forsøge at undgå at falde tilbage på altid at tale om klima, når man taler energipolitik. Det handler også om sikkerhedspolitik, økonomisk politik og om Europas konkurrenceevne. De dagsordener skal man have fat i, hvis man fortsat vil have prioriteret den grønne omstilling, siger Hans Redder.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...