Gå til hovedindhold
Medlemmer
Projekter & Planlægning

Hedensted Fjernvarme: Kobler 330 nye forbrugere på fjernvarmen

Over 100 procent har tilmeldt sig at blive koblet på fjernvarmenettet i Daugård. Udrulningen af fjernvarme går som planlagt, og den høje tilslutning sikrer en solid projektøkonomi.

23. jun. 2025
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

Hedensted Fjernvarme selskabet oplever en god lokalopbakning i Daugård, som skyldes det tætte samarbejde mellem fjernvarmeselskabet og deres ambassadørkorps i Daugård. Foto: Hedensted Fjernvarme.

Indhold

    Det går godt for Hedensted Fjernvarme med at få udrullet fjernvarme i byen Daugård, den første etape holder tidsplanen. Det betyder at i slutningen af juni bliver 165 ud af de i alt 330 nye forbrugere koblet på fjernvarmenettet. Daugårdprojektet og tilkoblingen af de sidste nye forbrugere forventes at være færdigt i 2026.

    - Det er dejligt, når tidsplanen holder, vi er faktisk foran tidsplanen, fortæller direktør for Hedensted Fjernvarme og tilføjer:

    - Samarbejdet med Logstor, Ejvind Lauersen og Østergaard Entreprise går godt, det gør det, fordi vi har kunnet trække på vores tidligere erfaringer med at samarbejde med at få udrullet fjernvarme i et boligområde i det vestlige Hedensted, hvor 460 nye forbrugere blev koblet på fjernvarmen.

    Daugårdprojektets første etape begyndte i 2024, hvor forsyningsledningen fra Hedensted til Daugård påbegyndte. Anden etape begyndte i tredje kvartal af 2025, hele projektet forventes som nævnt at være færdigt i anden kvartal af 2026.

    - Vores projekt nyder godt af en fantastisk lokalopbakning, som har været nødvendigt for at få projektet i gang og for at få den høje tilslutningsprocent. Vi glæder os til at bringe fjernvarmen til Daugård, fortæller Martin Lindhardt.

    Fordelene ved fjernvarme

    Hedensted Fjernvarme har oplevet en særlig stor opbakning fra borgerne i Daugård, faktisk så stor at fjernvarmeselskabet har over 100 procent tilmeldte. Daugårdprojektets økonomi er baseret på antagelsen om, at boliger med naturgas skifter til fjernvarme, fordi at der er så mange beboer i Daugård, som ønsker at blive koblet på fjernvarmen, er det derfor muligt at få så høj en tilslutningsprocent.

    - Det er både vores fornemmelse og den høje tilslutningsprocent, der indikerer, at mange af beboerne i Daugård ønsker fjernvarme, selvom de har en anden type opvarmning som eksempelvis pillefyr eller varmepumper. Det er derfor, at vi ender på et tal over 100 procent, uddyber Martin Lindhardt.

    Desuden oplever Hedensted Fjernvarme, at selskabet har en god opbakning fra de lokale i Daugård, den store opbakning skyldes det tætte samarbejde mellem fjernvarmeselskabet og deres ambassadørkorps i Daugård.

    Ifølge Martin Lindhardt er konverteringen af Daugård lavet med en såkaldt ”trappe funktion”, som betyder, at det bliver billigere at blive tilsluttet desto flere forbrugere, der bliver tilmeldt. Hvis tilslutningsprocenten kommer over de 100 procent, som den endte med at gøre i Daugårdprojektet, bliver det gratis for de nye forbrugere at blive tilsluttet, samtidig med at projektet kunne gennemføres med en fornuftig økonomi.

    - Det er vigtigt for os at udvidelsen af fjernvarmenettet skaber positive økonomiske effekter for alle vores andelshavere – også for de nye i Daugaard og vores andre udbygningsområder, understreger Hedensted Fjernvarmes direktør.

    Den flotte tilslutning i Daugård betyder også, at der er flere til at betale regningen, end Hedensted Fjernvarme oprindeligt havde forudset, da de udarbejdede det første projektforslag.

    - Derfor er stigninger i inflationen og renter dækket ind, så fra os skal der lyde en stor tak for opbakningen, fortæller Martin Lindhardt.

    Hedensted Fjernvarme drives efter Varmeforsyningslovens hvile-i-sig-selv-princip. Det betyder, at fjernvarmeselskabernes indtægter og udgifter skal balancere, så deres priser afspejler de faktiske udgifter.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...