Helsingør vil genbruge jord til nye anlægsprojekter
Forsyning Helsingør håber på en snarlig endelig miljøgodkendelse af deres planer om at etablere en ressourceplads på Skibstrup Affaldscenter i løbet af 2026.
Forsyning Helsingør ønsker tilladelse til en ressourceplads på Skibstrup Affaldscenter. Ressourcepladsen skal placeres på det skraverede område. Foto: Forsyning Helsingør.
Opgravet jord kan og skal genbruges, lyder meldingen fra Forsyning Helsingør, der håber på tilladelse til etablering af en såkaldt ressourceplads i løbet af det kommende år. Pladsen skal bruge til oplag og håndtering af jord og sand fra Forsyning Helsingørs mange forskellige anlægsprojekter med det formål at sortere og stabilisere materialerne, så de kan genbruges i nye projekter.
Forsyning Helsingør fortæller således i en pressemeddelelse, at Miljøstyrelsen netop har sendt et udkast til en endelig miljøgodkendelse af planerne om etablering af en 7.000 m2 stor Ressourceplads på Skibstrup Affaldscenter.
- Nu er den helt afgørende miljøgodkendelse på vej i hus, og vi kan så småt gå videre med planlægningen af Ressourcepladsen, udtaler bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør, Jens Bertram.
- Jeg har glædet mig meget til denne dag. For projektet med genbrug af jord – i stor skala – er på alle måder et win-win-win projekt. Vi reducerer CO2-udledningen, passer på naturens ressourcer og sparer samtidig millioner af kroner, der i sidste ende kommer Forsyning Helsingørs kunder til gavn, fortæller han videre.
En ressourceplads vil reducere CO2-udledningen i forbindelse med bortkørsel af opgravet jord i anlægsprojekterne, mindske presset på en begrænset naturressource, ligesom der kan spares penge i de konkrete anlægsprojekter på indkøb af jord, sten og sand fra grusgrave rundt om i landet.
Pilotprojekt ved Julianelund viste potentialet
Planerne om Ressourcepladsen bygger på erfaringerne fra et pilotprojekt, som Forsyning Helsingør gennemførte i 2023/2024 i forbindelse med kloakeringen af haveforeningen Julianelund ved Gurre.
Her blev jordstabilisering testet ved at blande et bindemiddel i form af kalk i den våde opgravede jord – samtidig med at store sten blev frasorteret. Jorden fik dermed den rette konsistens og stabilitet til at kunne genbruges i kloakeringen af Julianelund.
Pilotprojektet viste, at CO2-udledningen i forbindelse med anlægsprojektet blev reduceret med 73 procent. Samtidig kunne der i det konkrete projekt høstes en besparelse på ca. 2 mio. kroner på anlægsudgifterne.
Udgifter kan halveres
Miljøkoordinator Lisa Kjær, der har arbejdet med planerne om etableringen af Ressourcepladsen, ser store muligheder:
- Pilotprojektet ved Julianelund gav en indikation af potentialet i at anlægge en stor central plads til stabilisering af jord. Efterfølgende har vores business case vurderet, at Forsyning Helsingørs samlede udgifter til håndtering af jord i anlægsprojekter kan næsten halveres, hvis vi etablerer Ressourcepladsen. Og eftersom vi årligt har udgifter til dette på næsten 25 mio. kroner, ja så kan Ressourcepladsen altså blive en rigtig god forretning for vores virksomhed.
Plads til over 40 tons jord
Miljøgodkendelsen fra Miljøstyrelsen vil give tilladelse til modtagelse af i alt 43.500 ton jord – samt 500 ton sand årligt. Det svarer nogenlunde til det skønnede årlige behov for jordhåndtering i Forsyning Helsingørs fremtidige anlægsprojekter.
Placeringen af Ressourcepladsen planlægges oven på en nedlukket del af deponiet i udkanten af Skibstrup Affaldscenter ud mod Gørlundevej – ikke langt fra den nye Genbrugshal, hvor kunder kan give og tage genbrugseffekter gratis. Indkørsel bliver via den eksisterende adgangsvej til affaldscenteret – men uden at lastbilerne kommer til at krydse kundernes adgangsveje.
Godkendelse gælder i 20 år
Miljøgodkendelsen til Ressourcepladsen vil gælde i foreløbig 20 år. Pladsen bygges med en tæt belægning af armeret beton, som etableres på et lag af stabiliseret ren jord udlagt oven på slutafdækningen af deponiet nedenunder.
Inden et anlægsarbejde kan begynde, skal Helsingør Kommune give en tilladelse til afledning af spildevand fra området - og selve anlægsarbejdet skal sendes i udbud. Går alt efter planen forventes etableringen af Ressourcepladsen at starte i 2026.
Skibstrup Affaldscenter består i dag af en genbrugsplads, en genbrugshal, et komposteringsanlæg, jordkartering, et slambed, en omlastecentral for sorteret affald og et deponi.
Skriv kommentar