Hillerød: Alle får nu tilbud om abonnement
Alle potentielle varmebrugere i oplandsbyerne til Hillerød får nu tilbud om at få en fjernvarmeenhed på abonnement, så det bliver endnu nemmere at blive fjernvarmekunde.

Hillerød Forsyning går nu endnu mere aktivt til værks overfor potentielle varmekunder uden for Hillerød. Det sker med et tilbud om, at fjernvarmeselskabet står for opsætning af fjernvarmeenheden på abonnement.
Abonnementsordningen inkluderer en række services, heriblandt nedtagning af tidligere varmeinstallation, opsætning af ny fjernvarmeenhed og løbende vedligehold. Dermed bliver det endnu nemmere for kommende fjernvarmekunder at få overgangen til fjernvarme på plads.
- Mange vælger fjernvarme på grund af komforten, enkelheden og driftssikkerheden, og en fjernvarmeenhed på abonnement vil gøre det endnu nemmere at være fjernvarmekunde, siger Tue Tortzen, bestyrelsesformand, Hillerød Forsyning.
Hidtil har den enkelte husstand selv skulle investere i en enhed og få en VVS’er til at tage sig af installationen.
Hillerød Forsyning har dog fået tilbagemeldinger fra eksisterende fjernvarmekunder, der oplever, at det kræver tid og planlægning at indhente tilbud på enheden – og derudover skal installationen passes ind i forhold til, hvornår selve tilslutningen skal udføres.
For at gøre det mere overskueligt at tilvælge fjernvarme tilbyder Hillerød Forsyning nu, at kommende kunder i de oplandsområder, hvor der udrulles fjernvarme i 2025-2028, kan få en enhed på abonnement. Det betyder, at det vil være forsyningen, der ejer fjernvarmeenheden i den enkelte kundes ejendom.
Økonomisk overkommeligt
Abonnementsordningen gør det samtidig økonomisk mere overskueligt for nye kunder at blive en del af fjernvarmenettet, da man ikke skal betale for indkøb og installation af en fjernvarmeenhed sideløbende med tilslutningen. Man kan som ny kunde blot vælge abonnementsordningen i forbindelse med sin tilmelding til fjernvarmenettet.
- Vi begynder med at tilbyde ordningen til de kommende kunder i oplandsområderne i takt med, vi udbygger fjernvarmenettet her. Når vi har høstet erfaringer med ordningen, vil vi se på, om vi kan tilbyde kunder i det eksisterende fjernvarmeområde en lignende ordning, siger Tue Tortzen.
Et abonnement koster 350 kr. om måneden inkl. moms, og prisen inkluderer bl.a. nedtagning af eksisterende varmeanlæg, installation af ny fjernvarmeenhed og løbende vedligehold.
Ordningen tilbydes i takt med udbygningen af fjernvarmenettet i oplandsområderne.
Enheden er fra Termix og har to varmevekslere – en til at sende varme ud til varmeinstallationer og en til at opvarme brugsvand.
Teknikentreprenør Poul Sejr Nielsen vil stå for installationen af fjernvarmeenheden hos kunderne.
Skriv kommentar