Hillerød er færdig med den første større udvidelse
Fem boligforeninger i Hillerød har fået fjernvarme. Dermed er den første større, fysiske udvidelse af Hillerød Forsynings fjernvarmenet gennemført.

De har travlt hos Hillerød Forsyning i disse dage. For ganske få dage siden tilbød forsyningsselskabet fjernvarme i seks oplandsbyer, og nu melder man så, at der også er hul igennem med fjernvarme til fem boligforeninger i Ny Hammersholt.
Ifølge en pressemeddelelse drejer det sig om cirka 220 boliger, der har fået fjernvarme.
- I varmeplanens første fase har Hillerød Forsyning arbejdet på at få flere kunder på i det eksisterende fjernvarmeområde. Med udvidelsen af nettet til at dække Ny Hammersholt tager vi hul på en ny fase, hvor vi kommer til at tilbyde endnu flere at få skiftet deres individuelle, fossile opvarmning ud med en mere ansvarlig, kollektiv løsning, siger Tue Tortzen, bestyrelsesformand, Hillerød Forsyning.
Han nævner, at tilslutningen har flere fordele for beboerne i de fem boligforeninger. Herunder at de i fremtiden vil være langt mindre påvirket af de store udsving i brændselspriserne, der har været de seneste år.
Stor, positiv interesse
Udvidelsen af fjernvarmenettet til at dække boligforeningerne betyder, at Hillerød Forsyning nu også har åbnet for muligheden for, at de cirka 200 villaer og parcelhuse i Ny Hammersholt kan tilvælge fjernvarme.
De individuelle boliger i området udgør nemlig én af de seks oplandsbyer, som Hillerød Forsyning netop nu tilbyder at koble sig på fjernvarmenettet til en kampagnepris samt et tilslutningstillæg.
- Næsten tre fjerdedele af boligerne i området har vist positiv interesse for at få fjernvarme. Så der er meget, der taler for, at langt de fleste villaer og parcelhuse i Ny Hammersholt i løbet af de kommende par år også bliver koblet på fjernvarmen, siger Tue Tortzen.
Skriv kommentar