Hjørring Varmeforsyning hæver varmeprisen i 2026
Bestyrelsen indstiller, at varmeprisen stiger med ca. 9,7 procent i 2026. Årsagen er primært, at affaldsvarmen fra det kommunalt ejede Nordværk Affaldsenergi A/S er steget markant i pris.
Det bliver dyrere at være varmekunde hos Hjørring Varmeforsyning i 2026. Den årlige pris for et standardhus stiger med knap 1.200 kroner – fra 12.137 til 13.303 kroner. I procent er prisstigningen ifølge en pressemeddelelse fra forsyningen på lige under 10 procent.
- Vi fastholder fokus på en stabil og konkurrencedygtig varmepris. Når affaldsvarmen er blevet dyrere end forudsat, er det nødvendigt med investeringer i elektrificering, varmepumper og bedre integration med lagring – som på sigt bliver til gavn for varmeforbrugerne, udtaler Mogens Pahl Christensen, bestyrelsesformand, Hjørring Varmeforsyning
Hjørring Varmeforsyning forklarer selv prisstigningen med, at Nordværk – der leverer affaldsvarme til varmeforsyningen – har fået betydeligt højere omkostninger efter fusionen mellem AVV og Reno Nord.
”Det står i kontrast til det, vi forud for fusionen fik tilkendegivet fra Hjørring Kommune – nemlig at synergierne ville give lavere omkostninger og priser på affaldsvarmen, ” skriver Hjørring Varmeforsyning i sin pressemeddelelse og slår fast:
”Det betyder, at de forventede besparelser fra fusionen ikke er blevet til virkelighed – tværtimod er omkostningerne steget markant.”
Ifølge Hjørring Varmeværk ville varmeprisen have udviklet sig anderledes, hvis Nordværks interne omkostninger havde fulgt den almindelige prisudvikling. Varmeprisen ville således i stedet for en stigning på ca. 9,7 % kun have fået en stigning på ca. 4,4 % fra 2025 til 2026.
Omkostninger, som Nordværk skal indregne i affaldsvarmeprisen, består bl.a. af:
- Interne omkostninger som omfatter løn, vedligeholdelse og administration.
- Eksterne omkostninger som bl.a. omfatter afgifter og køb af CO2-kvoter.
Selv når man tager den almindelige prisudvikling i samfundet med i beregningen (ca. 12 % siden 2019-2021), er Nordværks interne omkostninger steget med ca. 26 % mere end den generelle prisudvikling.
Investeringsplan med fortsat elektrificering og gradvis udfasning af andre varmekilder
Hjørring Varmeforsyning er allerede i gang med elektrificeringen. For nylig blev en 60 MW elkedel idriftsat med indmelding på elmarkedet ved lave elpriser. Budgettet for 2026, som fremlægges for repræsentantskabet den 19. november 2025, indeholder en flerårig investeringsplan, der yderligere reducerer prisfølsomheden og styrker forsyningssikkerheden.
Planen omfatter bl.a.:
- Varmepumpeanlæg: spildevandsvarmepumpe ved Hjørring Renseanlæg og drikkevandsvarmepumpe på Vandværksvej.
- Ny transmissionsledning mellem Hjørring Renseanlæg og Vandværksvej til integration af el baseret varme.
- Forventet idriftsættelse af disse produktionsanlæg i 1. halvår 2027.
- Samlede investeringer på ca. 100 mio. kr.
Skriv kommentar