HOFOR indgår aftale om dansk CO2-fangst
Energivirksomheden Elimini skal undersøge mulighederne for udvikling af et anlæg til CO2-fangst og -lagring i stor skala ved Amagerværket i København.

HOFOR – Hovedstadsområdets Forsyningsselskab – tager nu endnu et skridt mod fangst og lagring af CO2 fra fjernvarmeproduktionen på Amagerværket. Det sker med et strategisk arbejde med den internationale energivirksomhed Elimini. Det fremgår af en pressemeddelelse fra HOFOR.
Samarbejdet – som i første omgang er defineret som et projekt - omfatter udviklingen af et anlæg til CO2-fangst på Amagerværket, lagring af CO2 enten på land eller i Nordsøen samt at afsætte verificerede CO2-kreditter (CDR).
- Denne aftale er et afgørende skridt i realiseringen af Københavns målsætning om at blive klimapositiv, siger HOFORs direktør for Energi, Gorm Elikofer:
- Ved at samarbejde med Elimini om CO2-fangst på Amagerværket skaber vi et teknisk og kommercielt fundament, der vil bidrage til at fremme udbredelsen af CCS-teknologier, som gavner både vores by og energiomstillingen som helhed, siger han videre.
Bidrager til klimapositiv hovedstad
Amagerværket, som årligt producerer 9.900 TJ varme svarende til 25 procent af Københavns fjernvarmebehov ved hjælp af biomasse og samtidig producerer 670 GWh vedvarende elektricitet, er én af Danmarks største punktkilder til biogen CO2. HOFOR har en veletableret forsyningskæde for biomasse for at kunne købe dokumenteret bæredygtige træpiller og træflis.
Projektet har til formål at etablere en komplet værdikæde lige fra CO2-fangst til -lagring med den fornødne kapacitet til at fjerne CO2 fra anlæggets varme- og elproduktion, svarende til flere hundredetusinde ton om året, hvilket vil bidrage til Københavns Kommunes arbejde med at gøre byen klimapositiv i 2035.
CO2-fangst i storskala
Projektet og tankerne om såvel fangst som lagring af CO2 skal bl.a. ses i lyset, at regeringen anser det som en effektiv metode til bekæmpelse af klimaforandringer og afgørende for, at Danmark kan nå sine nationale og internationale klimamål.
For at fremme Danmarks muligheder for at indfri disse ambitioner oprettede Energistyrelsen i 2024 en CCS-pulje på 28 milliarder til støtte af udviklingen af fangst, transport og geologisk lagring af CO2, som udbetales over en periode på 15 år.
Sideløbende med dette har Elimini og HOFOR indgået en aftale om salg af CO2-kreditter, som indebærer, at Elimini kommer til at stå for afsætningen af projektets verificerede CO2-kreditter.
Elimini fungerer som udviklingspartner i det første stadie af dette projekt og vil med sin ekspertise inden for CO2-fangst og -lagring sammen med HOFOR udvikle projektet samt salg af CO2-kreditterne. Efter en evaluering af projektet vil parterne undersøge mulighederne for eventuelt at indgå en joint venture, såfremt både Elimini og HOFOR ønsker dette.

CO2-fangst på Amagerværket
HOFOR går målrettet efter at fange CO₂ på Amagerværkets blok 4 (AMV4) og lagre det i undergrunden – på land eller i Nordsøen. Skorstenen på blokken står med 1 mio. tons for Danmarks største årlige udledning af biogen CO2. Ved at fjerne denne udledning vil HOFOR kunne bidrage markant til den grønne omstilling.
Fangst og lagring af CO2 fra Amagerværket vil bidrage til Københavns Kommunes ambition om klimapositivitet i Klimaplan 2035. Klimapositivitet betyder, at man fjerner mere CO₂, end man udleder.
CO2-fangst på Amagerværket vil derudover også gøre det lettere at opfylde regeringens 2030-mål om 70 pct. reduktion af CO2-udledningen.
HOFOR har indgået en aftale med den internationale energivirksomhed Elimini om i fællesskab at udvikle et projekt, der dækker alle faser fra fangst, transport og lagring af CO2 til salg af CO2-kreditter.
HOFOR har søgt og er blevet prækvalificeret til at få del i Energistyrelsens CCS-pulje, som yder støtte til fangst og lagring af CO2. Energistyrelsens udbud af CCS-puljen er på 28 mia. kr. og støtten vil blive udbetalt over en 15-årig periode.
Støtte fra CCS-puljen er grundlaget for, at HOFOR vil påbegynde udvikling af anlægget og integrationen til Amagerværket. HOFOR planlægger, at anlægget er klar til drift i begyndelsen af 2030.
Kilde: HOFOR.
Skriv kommentar