Gå til hovedindhold
Klima- & Miljøforhold
Dansk Fjernvarme
Energi på Toppen

Hvordan kommer vi i mål med klimaet?

Det var emnet for onsdagens Energi på Toppen, hvor tre økonomer fra tre tænketanke stod for de centrale indlæg.

18. sep. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

De tre oplægsholdere sluttede af med en fælles debat under ledelse af moderatoren, direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen. Foto: Mathias Røn Poulsen.

Indhold

    Overskriften var vidt forskellig på de tre økonomers indlæg. Men centralt for alle tre indlæg var nu de danske klimamål.

    Selvom Line Andersen, økonom i Cepos, retorisk spurgte, om det overhovedet nytter at have danske klimamål. Det vender vi tilbage til.

    Først fortalte Ulrik Beck, cheføkonom i Kraka, om vinderne og taberne i den grønne omstilling.

    - Det går ikke længere så hurtigt med udbygning af vedvarende energi. Og det er lidt pudsigt. Men mange projekter falder til jorden, selvom der ellers er god økonomi i dem, sagde han og fortsatte:

    - Det skyldes lokal modstand. Fordi de ikke får del i gevinsten, forklarede han og understregede sin pointe ved at sige, at det er vigtigt at dele gevinsten ud til dem, der skal leve med vindmøllerne og solcellerne.

    Selvom det ikke længere er win-win-win med den grønne omstilling, ser han alligevel borgerne som de største vindere i form af lavere støj fra elbiler, mindre luftforurening og et renere miljø, inden han til slut understregede, at det er klimapolitik, der skal hjælpe os mod klimamålene.

    Sådan så Line Andersen, økonom i Cepos ikke helt på det.

    - Formålet med en klimapolitik er at begrænse drivhusgasser i atmosfæren. Og her er EU den vigtigste aktør, ikke Danmark, påpegede hun og nævnte, at EU er med som særskilt aktør i Paris-aftalen. Det er Danmark ikke.

    - EU har som mål at være klimaneutral i 2050. Vejen mod målene sker med kvotesystemer. Derfor sker der ikke mindre udledning i EU, når vi sælger færre kvoter i Danmark, sagde hun fra scenen i DAC.

    - Ergo nytter Danmarks klimamål ikke. Men den grønne omstilling kommer stadig til at ske i Danmark og EU.

    Det var sidste mand på scenen ikke helt enig i.

    - Klimaindsatsen virker, slog Torsten Hasforth, cheføkonom i Concito, fast som det første.

    Han fokuserede udelukkende på målene i sit indlæg. Og hvor vi skal hente reduktioner, hvis vi vil helt i mål med 110 procent reduktion i 2050, som regeringen har lagt ud.

    - Vi har haft mål i 2020, 2025, 2030, og vi har formået at ramme under hvert mål. Når vi som samfund og mennesker koncentrerer os om at nå et mål, kan vi mere, end vi lige tror, sagde han.

    For at nå 110 procent skal vi have gang i alle de planlagte projekter om CO2-fangst. Derudover skal landbruget levere en god del mere, mens el-, varme- og affaldssektoren allerede er mere eller mindre i nul.

    Dagens program sluttede med politisk debat mellem Jesper Petersen (S), Søren Egge Rasmussen (Ø), Frederik Bloch Münster (K) og Torsten Gejl (Å).

    Selvom de ikke var enige om, hvordan vi når i mål, var der bred enighed om, at et af de største problemer i den grønne omstilling fremover bliver at finde en teknologi, der kan levere energi uafhængigt af vejret.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...