Hvordan skal klimamålene for 2035 se ud?
Dansk Fjernvarme tager hul på efterårets store klimapolitiske opgave: Udformningen af Klimamål for 2035. Det sker på den kommende udgave af Energi På Toppen den 17. september.

Når politikerne senere på året sætter sig til forhandlingsbordet for at fastlægge Danmarks klimamål for 2035, bliver det med store forventninger og mange interesser i spil. Spørgsmålet er ikke kun, hvor højt vi kan og bør sigte, men også hvordan vi når derhen i praksis.
På sæsonens første udgave af ”Energi På Toppen” samler vi centrale aktører fra organisationer, erhvervslivet, tænketanke og politik til en formiddag med skarpe oplæg og debat om, hvilken kurs vi bør sætte – og hvilke klimamål der giver mening.
- Vi ser frem til at få aktuelle perspektiver på, hvad der må siges at blive et af efterårets store samtaleemner i klima-, energi- og forsyningsudvalget på Christiansborg, fortæller Katrine Fugl, der programsætter dagen.
- Og så er Energi på Toppen altid en god anledning til at få tjekket ind med sit netværk og skyde anden del af året i gang, fortsætter hun.
Giver klimamål mening?
Hvad klimamålene skal sigte efter er formentlig allerede omdrejningspunkt for den politiske diskussion på Christiansborg – men hvad med at udfordre hele præmissen for klimamålene? Både de nationale og de kommunale. For hvad mening giver de lokale, kommunale klimamål, når der er udstukket en national retning? Og hvad mening giver de nationale klimamål i Danmark, når der i Europa stadig fyres med kul, gas og olie flere steder?
Vi stiller også det afgørende spørgsmål om, hvordan man bevæger sig fra flotte ambitioner til konkret handling, når tid, økonomi og lokale forhold presser på.
Dagen rundes af med en politisk diskussion, hvor vi får indblik i, hvad partierne faktisk vil bringe med til forhandlingerne om de nye klimamål.

Energi på Toppen: Hvordan skal klimamålene for 2035 se ud?
Den 17. september kl. 09.00 på DAC (Dansk Arkitektur Center).
Læs mere om programmet og tilmelding – klik her.
”Energi På Toppen” er for dig, der arbejder med energi, klima, planlægning, byggeri, politik eller blot brænder for den grønne omstilling. Her får du ny viden, perspektiver og ikke mindst muligheden for at være en del af samtalen.
Skriv kommentar