Importeret restaffald sikrer stabil og effektiv forbrænding
Norfors er blandt en række indenlandske importører af restaffald fra udlandet, og det medvirker til en mere stabil og effektiv forbrænding på Usserødværket.

Usserødværket afbrænder affald, som bliver importeret fra udlandet, og det skaber nu lokalpolitisk debat i forhold til grøn omstilling.
Politikerne i Hørsholm Kommune er i en skarp diskussion om, hvorvidt Usserødværket også i fremtiden skal importere restaffald fra udlandet til afbrænding. En afbrænding der sikrer fjernvarme til de mange kunder hos Norfors.
Den lokale spidskandidat for Venstre, Ann Lindhardt, har taget hul på debatten med et indlæg, hvor hun giver udtryk for, at ”det grønne regnestykke ikke hænger sammen”, når affaldet importeres fra udlandet til Danmark og bidrager med omkring 70 procent af varmeproduktionen.
”Vi bør undersøge mere realistiske og fremtidssikrede alternativer som fx biogas. Biogas udvindes af metan fra gylle og affald – langt grønnere end at brænde italiensk plastik af, kørt på lastbil gennem Europa, ” skriver Ann Lindhardt i et indlæg fra begyndelsen af august.
Borgmester i kommunen – og formand for Norfors – den konservative Morten Slotved, forklarer i en replik, at lovligheden i importen ikke kan anfægtes, fordi det følger af en lov fra 2023 – bl.a. med stemmer fra Venstre – om udbud af affald på tværs af landegrænser.
”På Usserødværket indgår importaffaldet som en del af et brændselsmiks med biomasse og suppleres løbende med gas for at sikre en stabil og optimal forbrænding. Det importerede restaffald har en høj brændværdi, hvilket sikrer Norfors en mere stabil og effektiv forbrænding, ” forklarer han.
Han nævner videre, at hvis det udenlandske restaffald ikke blev brændt i Nordeuropa, ville det ofte ende på anlæg med lavere miljøkrav og ringere energiudnyttelse - eller på lossepladser, hvor det udleder den kraftige drivhusgas metan.
Norfors og restaffald
Fra 1. juli benytter Norfors mere importeret brændsel. Brændslet betegnes RDF, som står for Refuse-Derived Fuel. Importbrændsel har en anden sammensætning end husstandsaffald, og derfor producerer forbrænding af RDF en anden sammensætning i udledningen, end husstandsaffald.
For eksempel indeholder RDF ofte mere plast end dagrenovation. Mere plast giver mere HCl – hydrogenchlorid - i røggassen ved forbrænding. Dette udgør dog typisk ikke noget problem i den vanddamp, der udledes gennem skorstenen, fordi HCl er let at rense for og bliver fanget i røggasrensningen.
Restaffaldet bliver sorteret, inden det krydser den danske grænse, så Norfors på forhånd ved, hvad der er i det importerede affald, der ender i ovnen.
Fik du læst?
Danmark kan være med til at løse Europas affaldsudfordringer
Affaldsenergien er så velintegreret i det danske fjernvarme- og elsystem, at vi kunne hjælpe andre europæiske lande med at håndtere deres affald, mener direktør i Nordværk, Thomas Lyngholm. Problemet er bare, at udledningerne tæller i vores eget klimaregnskab.
Læs artiklen – klik her.
Skriv kommentar