Ishøj Forsyning viser sig frem i flot video
I 2023 blev Ishøj Varmeværk en selvstændig virksomhed, som del af Ishøj Forsyning. For at gøre det tydeligt har selskabet derfor fået lavet en video, hvor de fortæller om ”Det nye Ishøj Forsyning”.
”Mange spørger stadig: Er I ikke bare kommunen i forklædning?”
Sådan indledes en video fra Ishøj Forsyning, hvor selskabet understreger overfor deres kunder, at de siden 2023 har været en selvstændig virksomhed.
- Tilbage i 2023 blev det ikke kommunikeret tydeligt nok til borgerne. Og vi har oplevet, at mange borgere stadig troede, at vi var en del af kommunen. Derfor ønskede vi at finde en måde, så vi kunne formidle det bredere, samtidig med at vi ville styrke relationen til borgerne, fortæller Jacob Berner, projektleder i Ishøj Forsyning, om baggrunden for den nye video, der blev lagt online i slutningen af august i år.
- Vi synes, det er vigtigt, at borgerne føler, at vi er en del af byen - ligesom dem, siger han.
Ifølge Jacob Berner får selskabet også ofte de samme spørgsmål om fjernvarme og nye projekter. For at gøre det lettere for borgerne at finde svar, har de derfor i samme ombæring valgt at få produceret en række FAQ-videoer, som besvarer de mest almindelige spørgsmål.
Ideen til præsentationsvideoen opstod efter interne drøftelser om, hvordan selskabet kunne skabe en bedre relation til borgerne.
- Vi konkluderede, at mange stadig havde en stærk opfattelse af, at Ishøj Forsyning var en del af kommunen frem for vores egen virksomhed, hvilket skabte en vis forvirring hos borgerne, siger Jacob Berner.
Alle videoerne er produceret i samarbejde med virksomheden 25Hour, som tidligere har produceret videoer i Ishøj.
- De kender byen og målgruppen rigtig godt, og derfor var de et oplagt valg som samarbejdspartner, oplyser projektlederen.
Og videoerne er blevet taget rigtig godt imod.
- De reaktioner, vi har fået indtil nu, har været meget positive. Vi ser dem som en god måde at kommunikere med både nuværende og fremtidige kunder. Og vi har allerede en del ideer til fremtidige videoer, siger Jacob Berner.
Skriv kommentar