Gå til hovedindhold
Projekter & Planlægning
Konverteringer
Medlemmer

Kalkstabilisering giver stærkt fundament og grøn gevinst

Løsning Fjernvarme er gået med i en forsøgsordning i Lindved, hvor man bruger kalkstabilisering af genanvendt jord for at styrke bæreevnen.

25. aug. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Når man anlægger fjernvarme i et nyt område, er det normalt, at den opgravede jord køres væk til deponi eller genbrugsplads. Det betyder, at man derefter skal transportere ny, egnet jord ind for at sikre et stabilt underlag til rør og veje.

    Transporten kan – alt efter hvor stort et projekt, der er talte om – betyder, at der kommer mange lastbiltransporter frem og tilbage. Det er både en belastning for miljøet, men også – og nok særligt – en belastning for de lokale beboere.

    Det forsøger Løsning Fjernvarme nu at gøre op med i forbindelse med et fjernvarmeprojekt i Lindved, fremgår det af en pressemeddelelse.

    – I Lindved gør vi det anderledes. I stedet for at fjerne jorden, bliver den på stedet, og vi tilsætter kalk for at forbedres jordens styrke og stabilitet. Resultatet er færre transporter, mindre spild af en lokal ressource og et stærkt fundament skabt af den jord, vi allerede har, fortæller Esben Iversen, der er direktør hos LV Forsyningsservice - en del af Løsning Fjernvarme.

    Bag projektet står et stærkt hold

    Det er ikke kun Løsning Fjernvarme, der står bag projektet – det er et lokalt samarbejde på tværs af faglighed og ansvar. Projektet drives i fællesskab mellem Dansk Fjernvarmes Projektselskab (DFP), Dansk Anlægsteknik, Arkil, Hedensted Kommune og Løsning Fjernvarme.

    – Det er dejligt, når nogen tør være frontløbere, og vi er rigtig glade for det gode samarbejde. Kalk har været brugt til jordstabilisering siden Romerriget, så det er ikke nyt, men det er første gang, at vi er med til at bruge det i et projekt som det her, fortæller Carsten Johansen, der er direktør hos Dansk Anlægsteknik.

    Dansk Anlægsteknik hjælper med at opsætte et anlæg på stedet. Et simpelt og fleksibelt setup, hvor en lastbil ankommer med kalk, doserer den direkte på jorden og blander materialet på stedet. En model som hjælper til at anlægge fjernvarme mere cirkulært og med færre midler.

    Hverdagen bliver bedre under anlægsfasen

    For varmeforbrugerne handler kalkstabilisering ikke kun om teknik – det handler om en smartere måde at anlægge fjernvarme på, som kan mærkes i hverdagen.

    – Når vi genbruger jorden på stedet, sparer vi tid på projektet, så arbejdet kan blive færdigt hurtigere. Vi undgår unødvendige lastbiltransporter gennem byen, hvilket betyder mindre støj, færre gener og mindre tung trafik tæt på din bolig. Samtidig kan vi holde omkostningerne nede, fordi vi ikke skal købe og transportere ny jord ind – og det kommer hele fjernvarmefællesskabet til gode, fortæller Esben Iversen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...