Gå til hovedindhold
Biomasse
Dansk Fjernvarme

Kaskadekrav : Dansk Fjernvarme arbejder på fælles løsning

Fra 31. december 2025 træder det nye krav om bæredygtig kaskadeanvendelse i kraft i dansk lovgivning. Dansk Fjernvarme arbejder i øjeblikket på at sikre en fælles og operationel brancheløsning for medlemmerne.

7. okt. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Kaskadekravet får betydning for alle fjernvarmeselskaber over 2,5 MW, der anvender træbaseret biomasse. Alle fjernvarmeselskaber der bruger træbaseret biomasse fra skov, træindustri og ikke-skov, skal kunne dokumentere, at biomassen er anvendt i overensstemmelse med kaskadeprincippet.

    Kravet træder i kraft fra årsskiftet 2025-2026, men kaskadekravet skal dog først efterleves fra 1. juli 2026.

    Kaskadekravet kan ikke opfyldes alene ved at indkøbe biomasse, som er certificeret efter en godkendt certificeringsordning. Certificeringsordningen SBP (Sustainable Biomass Program) indeholder ganske vist et kaskadekrav, men dette er mere snævert end kravene i bæredygtighedsbekendtgørelsen.

    Fjernvarmeselskaber skal derfor kunne dokumentere overholdelse gennem deres eget styringssystem (Due Diligence System).

    Samarbejde på tværs af branchen

    Dansk Fjernvarme arbejder sammen med Green Power Denmark (GPD) på at udarbejde fælles risikovurderinger. Dansk Fjernvarme er desuden i tæt dialog med Dansk Industri (DI), Skovbranchen, Træ- og Møbelindustrien (TMI) og medlemmer for at sikre et samlet forslag til, hvordan kaskadekravet kan implementeres.

    Dansk Fjernvarme er desuden i tæt dialog med Energistyrelsen og verifikator.

    Model for styringssystem (Due Diligence System)

    For at kunne dokumentere overholdelse af kravet skal alle virksomheder have etableret et styringssystem (Due Diligence System) senest den 31. december 2025. Dansk Fjernvarme arbejder på at udarbejde en fælles skabelon for dette system, som kan implementeres hos alle selskaber – uanset størrelse.

    Systemet skal bestå af tre trin:

    1. Indsamling af information om, hvor biomassen kommer fra, og hvilke typer biomasse, der anvendes
    2. Identificering og vurdering af risici for, at kaskadekravet ikke overholdes
    3. Risikominimering – f.eks. ved at stille krav til leverandører

    Skabelonen forventes færdig omkring midten af november 2025, hvorefter Dansk Fjernvarme udarbejder vejledningsmateriale og afholder møder om, hvordan systemet kan anvendes i praksis.

    Nationale risikovurderinger

    Som supplement til styringssystemet vil der blive udarbejdet nationale risikovurderinger i de lande, hvor mange fjernvarmeselskaber sourcer biomasse fra.

    Vurderingerne skal vise, om der er lav risiko eller specificeret risiko for, at biomassen ikke lever op til kaskadekravet.

    • Low risk: Ingen yderligere tiltag kræves
    • Specified risk: Kræver mitigerende tiltag, som skal beskrives og dokumenteres i styringssystemet.

    Risikovurderingerne udarbejdes af eksterne konsulenter og forventes færdiggjort i foråret 2026.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...