Gå til hovedindhold
Medlemmer
Energipriser
Energiforbrug

Københavnere kan opleve mindre prisstigning denne vinter

Hofor sætter varmeprisen op med tre procent fra den 1. november, men regner selv med, at varmekunderne ikke kommer til at mærke prisstigningen, hvis vinteren som forventet bliver mild.

19. okt. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Der er tale om en minimal prisstigning på varmen for de mange varmekunder under Hofor den kommende vinter. Fra den 1. november bliver varmeprisen sat op med tre procent, hvilket ifølge Hofor svarer til 200 kroner på et helt år for en lejlighed eller 460 kroner om året for en standardbolig.

    Og så er forventningen hos Hofor rent faktisk, at københavnerne slet ikke kommer til at mærke prisstigningen. Forventningerne til vinteren er nemlig, at vejret vil være lige så mildt som i vinteren 2024-2025, så københavnerne bruger mindre varme – og dermed reelt ikke oplever, at de skal have flere penge op af lommen.

    Når prisen så alligevel skal et par procent i vejret hos Hofor, så skyldes det, at forsyningsselskabet ”skal sikre en fortsat balance mellem indtægter og udgifter”. Og her spiller temperaturerne faktisk også ind.

    Temperaturen i 2025 har indtil videre være langt højere end forventet, og det betyder, at Hofor ikke får de samme indtægter som under normale år. Omkostningerne til at vedligeholde rør og levere varmen er derimod de samme, og da Hofor altså har de samme udgifter, men kan se frem til færre indtægter, så bliver prisen reguleret.

    Så det handler faktisk om at være forudseende, lyder det fra Hofor:

    ”Normalt vil vi justere prisen ved årsskiftet, men i år gør vi det lidt tidligere for at undgå at opbygge et underskud, som vi så skal indhente senere, ” skriver Hofor i sin pressemeddelelse.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...