Kraftvarmeværks investering reducerer deres gasforbrug og CO2-udledning med 80 procent
Støvring Kraftvarmeværk går i elektrificeringens fodspor, takket være deres investering i to varmepumper og elkedel bliver deres gasforbrug og CO2-udledning reduceret med 80 procent.
Støvring Kraftvarmeværks driftschef, Claus Haparanda, går i elektrificeringens fodspor for at fremtidssikre værket og for at kunne følge med den øgede tilvækst af nye forbrugere. Foto: Claus Haparanda.
Det var på regeringens opfordring om at sikre mere grøn energi i Danmark, at Støvring Kraftvarmeværk tilbage i 2019 valgte at investere deres første ud af to varmepumper. Varmeværket har ønsket at erstatte deres varmeproduktion baseret på gas med elbaseret varmeproduktion.
- Vi har lyttet til regeringen, at det var den vej, vi skulle gå. Det er også for at fremtidssikre os selv, grundet den øgede tilvækst af nye forbrugere, fortæller Claus Haparanda, der er driftschef hos Støvring Kraftvarmeværk.
Siden 2005 har varmeværket fået 1479 flere forbrugere, det øget forbrugerantal har også medført et øget varmeforbrug. I dag har selskabet 3550 forbrugere.
Støvring Kraftvarmeværk er en del af de mange selskaber i fjernvarmesektoren, som sætter tempo på elektrificeringen i disse år. Siden 2019 er det danske elforbrug steget med 3,05 TWh. Her har fjernvarmesektoren stået for 61 procent af stigningen med elektrificering af danskernes fjernvarme gennem store varmepumper og elkedler i fjernvarmeproduktionen. Danskernes fjernvarme bliver år for år mere og mere elbaseret, mens fjernvarmesektoren i den periode har øget elforbruget med 156 procent, er elforbruget generelt i Danmark ”kun” steget 9,3 procent.
Kraftvarmeværkets 3,6 MW Varmepumpe, der kom i drift i november 2024: Foto: Claus Haparanda.
En god businesscase
Kraftvarmeværket har to eldrevet luft-til-vand varmepumper en på 7, 3 MW, som blev idriftsat i oktober 2019, og en på 3,6 MW, der har været i drift siden oktober 2024.
Desuden har værket siden 2023 haft en elkedel på 10 MW, og to akkumuleringstanke fra henholdsvis 1993 og 2024, som tilsammen er 7400 kubikmeter vand, det svarer til 400 MWh.
Støvring Kraftvarmeværk har kunne reduceret deres gasforbrug og deres CO2-udledning med 80 procent efter, at de er gået i elektrificeringens fodspor.
Desuden er det Claus Haparanda pointe, at såvel som der er økonomiske fordele for kraftvarmeværket i at investere i elektrificering, har det for kraftvarmeværket også medført store investeringer grundet det nye produktionsanlæg.
- Det er naturligvis nødvendigt at lave de investeringer for at være en del af elektrificerings gamet. Tidligere havde vi alene naturgas som brændsel. Nu kommer cirka 80 procent af varmen til forbrugerne fra el, uddyber driftschefen.
For kraftvarmeværket er der også en miljømæssigt stor gevinst ved elektrificering, som kraftvarmeværket profilerer sig selv på.
- Der oplever vi, at de kommende forbrugere efterspørger grønne løsninger, når opvarmningsformen skal vælges.
Støvring Kraftvarmeværk tilslutter netop nu mange nye forbrugere hovedsageligt på grund af nybyggeri af parcel og rækkehuse.
På billedet ses en af de tre gasmotorer, som blev sat i drift i 2024. Foto: Claus Haparanda.
Det er også driftschefen pointe, at det samme gør sig gældende hos kommende erhvervskunder, der ifølge driftschefen, interesserer sig for klimaaftrykket. Overordnet er kraftvarmeværkets produkter nemmere at sælge, når hovedparten af produktionen er grøn.
- Umiddelbart giver elektrificeringen os en større mulighed for at kunne generere lavere produktionspriser på varmen – hvilket naturligvis også er et vigtigt konkurrenceparameter.
I reel klimagevinst var Støvring Kraftvarmeværks udledning af CO2 før elektrificering i gennemsnit fra 2005-2018 på 19.500 tom CO2. Efter elektrificering er den estimeret CO2 udledning i 2025 på 4.200 ton CO2.
2025 er det første varmeår for kraftvarmeværket med deres nye setup.
-10.000 kroner inklusiv moms er et realistisk bud på en varmepris i 2026, hvis ikke vi havde elektrificerede, vil prisen være højere, fortæller Claus Haparanda.
Det er driftschefens oplevelse, at det gået nemt og hurtigt med at lave nettilslutningsaftale og komme på elnettet. De tre nye produktionsanlæg ”fylder” i dagligdagen, både når det gælder drift og vedligeholdelse. Samtidig skal kraftvarmeværkets produktion tilpasses elmarkedet.
Støvring Kraftvarmeværk har i 2024 erstattet deres tre udtjente gasmotorer med tre nye. Da gasmotorerne var teknisk udtjente, derfor overvejede varmeværket, om de enten skulle finde en ny produktionsform, det kunne enten være biomasse eller at udskifte de tre gasmotorer med tre nye. Værket er afhængig af varmeeffekten i de kolde måneder.
- Vi skiftede de tre gasmotorer i 2024, fordi vi havde en fornemmelse, at elnettet havde brug for os. Energinet har brug for, at der står en backup klar, fortæller Claus Haparanda.
Hvis varmeværket ikke havde valgt at skifte til varmepumper, elkedel og akkumuleringstanke, så var deres CO2-udslip ikke faldet.
Støvring Kraftvarmeværks 10 MW elkedel. Foto: Claus Haparanda.
Udfordret el-system
Efter Støvring Kraftvarmeværk har omlagt deres varmeproduktion, er de også blevet mere aktive på elmarkedet.
- Vi leverer systemydelser fra alle vores produktionsanlæg. Det er også noget, vi påtænker at fortsætte med.
Hvis kraftvarmeværket har plads i deres akkumuleringstank, og elprisen er negativ, vil selskabet så vidt muligt forsøgte at generere varme og udnytte variationerne i energipriserne.
I 22 år har Claus Haparanda været en del af fjernvarmesektoren, men han observerer, at det danske elsystem er udfordret. Det bekymrer ham.
- Udbygningen af elnettet kan blive en stopklods, fordi man ikke kan følge med. Alle i forsyningssektoren skriger på udbygning af elnettet.
Det er derfor hans pointe, at der behov for, at Energinet melder kulør, om det er realistisk, at elnettet kan følge med i den hastighed som elektrificering udvikler sig i lige nu.
- 2025 tegner til at levere endnu et rekordhøjt elforbrug i fjernvarmesektoren. Både fordi elektrificeringen stiger med flere investeringer i elbaserede løsninger men også fordi, der har været rekordmange timer med en lav og negativ elpris, som fjernvarmeselskaberne har kunnet udnytte i fjernvarmeproduktionen.
Hvis samarbejdet mellem fjernvarmesektoren og el-systemet sektorkobling skal fortsætte i fremtiden, skal det forsat både give mening at samarbejde, og der skal være en gevinst for alle involverede parter.
- Her mener jeg, at produktionsforholdene skal være gunstige og variationerne i energipriserne skal udnyttes.
Stod det til driftschefen for Støvring Kraftvarmeværk, skal Danmark fortsætte sin rejse med at få mere elbaseret varmeproduktion og dele ud af sin viden til resten af verden.
- Danmark er et foregangsland, som skal være med til formidle vores viden til andre lande. Mindskning af CO2 udledning er vigtigt i alle lande – ikke kun i Danmark.
Dansk Fjernvarme sætter fokus på elektrificering
Sidste år offentliggjorde Dansk Fjernvarme en opgørelse over elektrificeringen, der viste, at varmepumper og elkedler fylder markant mere end for blot få siden.
Den udvikler fortsætter stadig. Den seneste opgørelse fra Dansk Fjernvarme viser, at fjernvarmesektoren har rundet et elforbrug på 2 TWh om året, svarende til samme årlige strømforbrug for over en halv million husstande.
Denne artikel er en del af et tema om elektrificeringen af fjernvarmen i Danmark.
Elektrificering i tal
- I 2024 har fjernvarmesektoren haft et elforbrug på 2,35 TWh.
- Det svarer til samme elforbrug for 15 mio. energieffektive køleskabe.
- Eller samme elforbrug for 600.000 store elbiler.
- Faktisk svarer det til samme årlige elforbrug som hele København.
- I 2024 er kommet 33 nye elbaserede anlæg (varmepumper og elkedler) til med en samlet varmekapacitet på 164 MW. Det er den største stigning siden 2020.
- Siden 2019 er den samlede kapacitet af el-løsninger over tredoblet.
Læs også:
Elektrificering: Varmepumpe halverer fjernvarmeselskabs biomasseforbrug - 21. oktober 2025.
Skriv kommentar