Gå til hovedindhold
Landsmøde

Landsmødet skaber de bedste netværksrammer

Direktør for Arkikon, Thomas Enevold, glæder sig til at pleje sine relationer på Dansk Fjernvarmes Landsmøde og til at få nye projektaftaler i hus.

29. okt. 2025
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

Arkikons direktør, Thomas Enevold, er en af de mange gengangere til Dansk Fjernvarmes Landsmøde, og han glæder sig til at tilbringe to dage i selskab med andre mennesker, der brænder lige så meget for fjernvarme, som han selv gør. Foto Arkikon.

Indhold

    Lige om lidt samles hele energi- og forsyningssektoren den 30.-31. oktober, når Dansk Fjernvarme afholder Landsmøde 2025 i Odense Congress Center.

    En af dem, som ser frem til at deltage i landsmødet er Arkikons direktør Thomas Enevold.

    - Jeg glæder mig til at tilbringe to dage i selskab med andre, som er lige så begejstret for branchen, som jeg selv er.

    Arkikon specialiserer sig i byggerier til energi- og forsyningsbranchen. Tegnestuen rådgiver fjernvarmeselskaber om deres næste byggeprojekt.

    Ifølge Thomas Enevold selv, har han deltaget på vegne af Arkikon i landsmødet cirka tyve gange. I begyndelsen deltog han kun for at høre oplægsholderne. I dag er hans primære fokus at stå på en af Dansk Fjernvarmes 179 forskellige udstillingssteder.

    - Selvom det er tyve år siden, at jeg deltog for første gang, kommer jeg igen for at pleje mine relationer og for at udvide mit netværk, fortæller Thomas Enevold.

    Arkikon gør meget ud af, at deres stand skiller sig ud på æstetikken. Sidste år medbragte de ægte træer på deres stand. I år sætter tegnestuen fokus på, hvordan man kan genanvende gamle forsyningsbygninger til nye formål – og på den måde kombinere en bæredygtig tilgang til byggeri med æstetiske og økonomiske løsninger.

    - Vores tema tager udgangspunkt i dette års tema ”Energi i Forandring”.

    Derfor vil Arkikons stand i år sætte fokus på energi i forandring - med udgangspunkt i, hvordan man skaber de bedste fysiske rammer for den udvikling.

    Arkikon genanvender deres stand, og i begyndelsen af oktober opsatte Arkikon den samme stand, som de har med til Dansk Fjernvarmes Landsmøde nu på torsdag, til Danske Vandværkers Fagmesse i Fredericia. Foto: Arkikon.

    Nye projekter  

    Til at understøtte deres tema medbringer tegnestuen tre gamle Stirlingmotorer, som er udlånt fra Dansk Motor & Maskinsamling på Djursland. Motorerne skal skabe en rød tråd mellem fortid og nutid.

    - Vi har motorerne med for at kunne vise maskineri frem, siger Thomas Enevold.

    Det er Thomas Enevolds pointe, at motorerne er drevet af en varmekilde, der kunne være fjernvarme. De er et eksempel på, hvordan fjernvarme engang blev brugt, siden hen er der sket en forandring i maskineriet, men i dag anvender man stadig fjernvarme som varmekilde.

    - Vi bliver nødt til at forholde os til, at tingene forandrer sig. Vi er nødt til at genanvende materialer både fra gamle bygninger men også inden for forsyningssektoren, uddyber Arkikons direktør Thomas Enevold.

    Det er Arkikons mål, at landsmødets deltagere husker deres stand for at deres kreative tilgang til at inddrage forskellige materialer. 

    Desuden bruger Thomas Enevold også de to dage på landsmødet til at tale nye projekter med potentielle kunder.

    - Det er en samtale, vi har aftalt på forhånd, at vi tager til landsmødet, fordi landsmødet skaber nogle gode rammer til at få projektaftaler i hus på.

    De er fem medarbejdere fra Arkikon, der deltager i år. Tre har tidligere deltaget, mens to af de ansatte er med for første gang.

    - Landsmødet er svært at beskrive, før man selv har deltaget. Derfor skal de to kollegaer, som ikke har deltaget før, selvfølgelig med – og med egne øjne opleve landsmødet og mærke begejstringen for fjernvarme, uddyber Arkikons direktør.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...