Gå til hovedindhold

Lars Weiss tager over som bestyrelsesleder i ARGO

Fra årsskiftet overtager den hidtidige overborgmester i København, Lars Weiss, rollen som bestyrelsesleder i affalds- og energiselskabet ARGO.

8. dec. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Der kommer til at ske et skifte på bestyrelseslederposten i ARGO. Fra den 1. januar 2026 overlader den hidtidige leder, borgmester Tomas Breddam, posten til den hidtidige overborgmester i København, Lars Weiss.

    Tomas Breddam har siddet på posten de seneste fire år, og valget af Lars Weiss markerer et nybrud for ARGO, hvor bestyrelsen – herunder lederposten – har været sammensat af politisk udpegede medlemmer fra ejerkommunerne.

    Ejerkredsen – i alt ni kommuner – har nemlig besluttet at åbne op for en ekstern bestyrelsesleder, og Lars Weiss bliver ansigtet på det nybrud.

    Den formelle konstituering sker i december, når den nye bestyrelse mødes. Men alle ni ejerkommuner har på generalforsamlingen peget på Lars Weiss som kommende bestyrelsesleder efter en ekstern rekrutteringsproces.

    Lars Weiss har ad to omgange været overborgmester i København, men har besluttet helt at forlade politik efter det nylige kommunalvalg i november, hvor han ikke genopstillede til Borgerrepræsentationen. Han har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2010 og har udover overborgmesterposten haft en lang række af tillidsposter.

    - Jeg ser frem til samarbejdet med den nye bestyrelse, direktionen og ejerkommunerne om væsentlige emner inden for affald, energi og klima. Der venter betydelige beslutninger, og jeg går til opgaven med respekt for det arbejde, der er lagt. Sammen med holdet bag ARGO vil jeg være med til at styrke vores position i en sektor præget af konstant forandring, udtaler Lars Weiss i forbindelse med offentliggørelsen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...