Lokalt ejet energipark skal sikre fjernvarme til spotpris
Landsbyerne Tversted og Bindslev er i dialog med VE-udvikleren Eurowind Energy om at etablere en delvist lokalt ejet energipark mellem byerne. Har skal vindmøller og solceller sikre billig strøm til alle og levere uhørt billig fjernvarme til i alt 900 forbrugere.
Mange steder i landet er tanken om solceller og vindmøller i baghaven noget, man let kan ligge søvnløs om natten over.
Men sådan forholder det sig ikke i de to nordjyske landsbyer, Tversted og Bindslev.
Her håber man ligefrem på, at der indenfor de næste par år bliver opført begge dele i lokalområdet. For det kan sikre billig strøm og fjernvarme baseret på vedvarende energi til byerne.
Den danske VE-udvikler Eurowind Energy har nemlig planer om at etablere en energipark med 5 vindmøller og godt 110 ha solceller imellem de to byer.
For at forankre projektet lokalt er man fra starten gået i dialog med de lokale borgerforeninger og de to små varmeværker i Tversted og Bindslev, som har henholdsvis 326 og 566 forbrugere.
Dialogen har affødt en aftale, som potentielt kan give borgerne i både Tversted og Bindslev ejerandele i energiparken, mens de store mængder strøm vil kunne drive et varmepumpeanlæg, som sikrer billig fjernvarme til alle.
Jeg lægger gerne kræfterne i, for jeg tror på, at energiparken kan få en kæmpe betydning for vores byer.
Bestyrelsesformand for Tversted Kraftvarmeværk, Jan Jensen, er dybt involveret i arbejdet med at sikre, at energiparken kommer de to byer til gode. Og når man taler med ham, er der ingen tvivl om, at han brænder for sagen.
- Det er et kæmpe projekt, som godt kan være en stor mundfuld for frivillige kræfter i to små byer som vores. Man skal virkelig bore sig ned i detaljen og møde forberedt op til møderne. Så det kræver ildsjæle, og det kræver viden at få sådan et projekt her igennem, siger han og fortsætter:
- Og jeg lægger gerne kræfterne i, for jeg tror på, at energiparken kan få en kæmpe betydning for vores byer. Billig strøm, billig varme og lokalt ejerskab over vores energi – det vil helt sikkert kunne give nogle tilflyttere og hjælpe med at holde liv i Tversted og Bindslev.
Billig varme de næste mange år
Helt konkret er aftalen med Eurowind Energy, at Tversted og Bindslev gennem et amba-selskab vil få ejerskab over én af de fem vindmøller og cirka en tredjedel af solcelleparken.
- Det vil være gennem andelsbeviser, der ligger på ejendommen. På den måde sikrer vi, at vi får potentialet indfriet her i byen, fortæller Jan Jensen.
Udover ejerskabet i energiparken investerer Eurowind Energy omkring 40 millioner kroner i et varmepumpeanlæg og rørføring til byerne, som skal sende billig fjernvarme ud til borgerne, når vinden blæser eller solen skinner.
- Det er Eurowind, der kommer til at eje varmepumpeanlægget – og vi har så indgået en aftale på 15-20 år med dem om, at vi kan købe varmen for 250 kroner per MWh, fortæller Jan Jensen og fortsætter:
- Vi skal selvfølgelig stadig følge substitutionsprincippet, så vi må ikke køre med varmepumpen, hvis vi kan lave billigere varme. I Tversted har vi for eksempel et solvarmeanlæg, som med sikkerhed er billigere at bruge i løbet af sommeren. Og det er vi lige nu i gang med at få afklaret med Eurowind.
Kan dække begge byers behov
I dag produceres størstedelen af varmen i Tversted på træpiller, mens solvarmeanlægget står for op mod en tredjedel. I Bindslev er det også hovedsageligt biomasse, der bruges som brændsel.
Lykkes det at få etableret energiparken vil man kunne så godt som stoppe med at afbrænde biomasse i de to byer. Jan Jensen forventer nemlig, at varmepumpeanlægget vil blive dimensioneret ud fra det samlede kapacitetsbehov i Tversted og Bindslev – omkring 4 MW.
Derfor vil det have en kæmpe betydning for varmeprisen i de to byer, forklarer hans kollega – formand for Bindslev Fjernvarme, Evald E. Jensen:
- Hvis vi afløser biomassen med varmepumpeanlægget giver det en besparelse på omkring 2 millioner på årsbasis for os i Bindslev. Og det kan altså mærkes, når man fordeler det ud kun på 566 forbrugere. Det kan jo medvirke til, at folk har lyst til at bo i og flytte til Bindslev, siger han.
Massiv lokal opbakning
Blandt de lokale borgere i Tversted og Bindslev har man bestemt fået øjnene op for, hvor stor en forskel energiparken kan gøre i byerne.
I forbindelse med en ansøgning om tilskud til projektet fra Energistyrelsen lykkedes det på få dage at samle 165 underskrifter, fortæller Jan Jensen. Det udløste et tilskud på 750.000 kroner – og det er da heller ikke så svært at forstå, hvorfor vindmøller og solceller pludselig kan begejstre i sådan en grad:
- Der kan sagtens være gode penge at tjene for os. Med vindmøllen og solcellerne kan vi producere omkring 50.000 MWh om året – og vi har kun et samlet behov på 18.000, forklarer Jan Jensen og fortsætter:
- Så der er da et godt overskud af energi, som vi kan sælge. Men det bliver også nødvendigt, for vi skal finde nogle millioner for at få gennemført projektet.
For halvandet år siden lød den estimerede pris for Tversted og Bindslevs andel i projektet på 157 millioner kroner. Men hvorvidt den vil være steget eller faldet, når det endelige projekt skal i udbud, tør Jan Jensen ikke spå om.
- Man er vel købmand, så når vi skal til at i gang tænker jeg da, at vi genforhandler prisen. Men det er jo klart – der skal indtægter til, hvis man vil låne nogle penge. Og det mener bankerne i hvert fald, at der kommer til at være. De vil meget gerne have os som kunder lige for tiden, siger han.
Stor støtte fra kommunen
Borgerne er med, bankerne er med – og Hjørring Kommune har ifølge begge varmeværkers bestyrelsesformænd et godt øje til projektet. Lige nu er man i gang med miljøundersøgelser i området – og der er gode tegn at spore.
- Der er fuld opbakning fra byrådet, og vi får nogle positive signaler. Så jeg tror helt bestemt på, at det kommer til at lykkes, siger Evald Jensen og suppleres af Jan Jensen:
- Det er det eneste energifællesskabsprojekt, vi har i kommunen, så de trækker hårdt i for at prioritere det og få det igennem. I 2029 skal hele energiparken stå klar, men hvis vi kan få kommunen med, forventer jeg at vi kan sætte gang i varmepumpeanlægget længe før. Så forhåbentlig er vi allerede oppe at køre om et par år.
Om Energipark Elkær
· Skal placeres mellem byerne Tversted og Bindslev i Hjørring Kommune
· Omfatter op til fem vindmøller og op mod 112,5 ha solceller. Har en forventet levetid på 30 år.
· Forventes at have en installeret kapacitet på cirka 101,25 MW og en årlig produktion på 157 GWh – nok til at dække tæt på 40.000 husstandes årlige elforbrug.
Skriv kommentar