Gå til hovedindhold
Varmekilder
Sektorintegration
Projekter & Planlægning

Microsoft planlægger at bygge tre datacentre i Esbjerg Kommune

Med nye datacentre i henholdsvis Esbjerg og Varde kommune er der samtidig udsigt til udnyttelse af meget store mængder overskudsvarme.

11. dec. 2025
Tekst af Rune Birk Nielsen, rbn@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Ifølge Microsoft planlægger virksomheden at foretage en tocifret milliardinvestering, som er den største i virksomhedens 36-årige historie i Danmark. I Varde Kommune har Microsoft fundet to placeringer. Den ene placering er et område på cirka 150 hektar på Ringkøbingvej nord for Tinghøj. Den anden er et område på cirka 79 hektar på Kastkærvej mellem Lunde og Nørre Nebel.

    Mette Kaagaard, som er administrerende direktør for Microsoft Danmark og Island siger i en pressemeddelelse:

    - Det handler ikke kun om nye datacentre, men om at udvikle og drive innovation og sikre en mere konkurrencedygtig og robust digital infrastruktur - i tæt samspil med vores danske partnere og med stærk lokal opbakning i Esbjerg og Varde Kommune.

    Store mængder bæredygtig varme

    For fjernvarmesektoren og de lokale fjernvarmeselskaber, kan der også være gode nyheder på vej. Det skyldes blandt andet, at der typisk går meget store mængder vand til at nedkøle de servere der gemmer sig i datacentre. Det er også tilfældet med de kommende tre datacentre, som Microsoft netop har offentliggjort, at de vil opføre.

    Hvorvidt overskudsvarmen konkret bliver udnyttet, er endnu ikke endelig afklaret. Men hos Dansk Fjernvarme glæder man sig over, at udnyttelse af overskudsvarme allerede indgår i overvejelserne om planlægning af de tre datacentre og i placeringen af dem.

    - Det er en rigtig god nyhed for ikke bare Microsoft og Esbjerg og Varde kommune, men potentielt også for varmekunderne. Såfremt det lykkedes at finde en model, hvor udnyttelse af overskudsvarmen lader sig gøre, så er det rigtig store mængder varme, der bliver tilgængelig og som vil kunne erstatte anden varmeproduktion i området, siger Jens Christian Nielsen, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    I Esbjerg kommune bliver der også taget godt imod udmeldingen fra Microsoft.

    ”Det er en fantastisk nyhed, at en global aktør har Bramming i søgelyset. Det viser med al tydelighed, at vores langsigtede arbejde bærer frugt. En stærk kombination af digital infrastruktur, grøn omstilling og et solidt erhvervsklima gør, at vi står enormt godt. Vores område er allerede et centralt dataknudepunkt i Nordeuropa, og med flere datacentre åbner der sig nye muligheder. Nu handler det om at fortsætte dialogen, så projektet kan blive en gevinst for både Bramming og hele kommunen,” siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V).

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...