Ny elkedel overgår forventningerne i Helsingør
Hele 23 procent af årets varmeproduktion til Forsyning Helsingørs varmekunder kommer fra den nye elkedel hos Helsingør Kraftvarmeværk. Det langt over det forventede.
Elkedlen - som ses her i forgrunden - blev taget i brug i maj i år, men har allerede nu stået for 23 procent af varmeproduktionen - hvilket er langt over forventningerne. Foto: Forsyning Helsingør.
Forventningerne var store, da Helsingør Kraftvarmeværks elkedel blev officielt indviet i maj måned. En dugfrisk statusopgørelse viser, at produktionen på elkedlen er kommet så godt i gang, at de store forventninger er blevet overgået – allerede i det første produktionsår.
Forventningen fra start var, at elkedlen kunne producere ca. 10 procent af behovet i varmesystemet. Tal fra hele året til og med september måned viser, at den nye elkedel har leveret hele 23 procent af den samlede varmeproduktion på Helsingør Kraftvarmeværk – inkl. alle kedler og produktionsenheder.
- Det er fantastisk flot, at elkedlen allerede i det første år leverer så stor en del af varmeproduktionen. Der tegner godt for fremtiden, og det er gode nyheder for klimaet, siger bestyrelsesformand Jens Bertram og tilføjer:
- De elbaserede fjernvarmeteknologier – som elkedlen her – sparker fossile brændsler ud af varmeproduktionen og gør plads til mere sol og vind i elnettet. Da elkedlen også giver indtægter og besparelser til værket, er den gode start også med til at sikre fortsat attraktive fjernvarmepriser til kunderne i Nordsjælland.
På Helsingør Kraftvarmeværk er brugen af elkedlen også med til at reducere behovet for at bruge biomasse. I perioden fra januar til og med september 2025 er der således brugt 13 procent mindre flis på værket end budgetteret. Biomasseforbruget er dog også påvirket af andre faktorer som fx vejret og prisen på flis.
Flere teknologier og styrket forsyningssikkerhed
Etableringen af elkedlen er langt fra det eneste tiltag for Helsingør Kraftvarmeværk. Her har man nemlig et mål om at indfase flere nye elbaserede fjernvarmeteknologier.
- Med udbredelsen af fjernvarme til flere og flere kunder i Nordsjælland er der behov for løbende at udvide og fremtidssikre varmeproduktionen. Og det skal gerne ske med brug af velafprøvede elbaserede fjernvarmeteknologier, fortæller energichef, Hans Peter Balle.
Han nævner, at elkedlen er første skridt på vejen, men at fremtidsplanerne handler om større varmepumper både på selve værket og andre steder tættere på kunderne.
Energichefen forklarer desuden, at den nye elkedel også er med til at højne forsyningssikkerheden:
- Når man producerer energi i Danmark, er fleksibilitet et nøgleord. Vind, sol, temperatur, priser, pres på elnet og udefra kommende hændelser varierer og påvirker hver især behovet – og mulighederne – for at producere energi. Jo flere æg, vi har i vores energikurv, jo bedre er vi rustet til at kunne levere varen til vores kunder – og til samfundet, siger Hans Peter Balle.
Elkedlen styrker værkets produktionsmix og dermed forsyningssikkerhed. Samtidig kan elkedlen tændes, hvis elproduktionen i det samlede elnet er blevet for høj, og der mangler kunder til at aftage strømmen.
- Så kan vi byde os ind, bruge overskudsstrømmen og i stedet producere varme til kunderne i Nordsjælland. Det er da smart, siger Hans Peter Balle.
Helsingør Kraftvarmeværk er ejet af Forsyning Helsingør (2/3) og Norfors (1/3).
Fakta om elkedlen
Produktionskapacitet: 30 MW fjernvarme
Kan dække op til 20 procent af behovet i varmesystemet – svarende til ca. 4.000 husstande
Kan erstatte op til 20 procent af biomasseforbruget
Kan reducere brugen af naturgas ved spidsbelastning
Kan balancere elnettet – så der kan skrues op eller ned for elkedlen afhængig af om der er overskud eller underskud af strøm i nettet
Skriv kommentar