Gå til hovedindhold

Ny kurs fra Energistyrelsen om garantiprovisioner

Energistyrelsen ændrer kurs, så provisioner fastsat efter varmeforsyningslovens regler nu skal være på markedsvilkår. Det betyder, at kommunerne kan se frem til en fortjeneste.

28. aug. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Ind til kort før sommerferien var det Energistyrelsens opfattelse, at garantiprovisioner efter reglerne i varmeforsyningsloven alene skulle kunne dække kommunernes risiko uden fortjeneste. Nu har styrelsen ændret holdning, fremgår det en ny vejledende udtalelse om garantiprovisioner.

    Den nye udtalelse slår nemlig fast, at provisioner – der er fastsat efter varmeforsyningslovens regler - skal være på markedsvilkår, så de også indeholder en fortjeneste til kommunen.

    Energistyrelsen forklarer kursændringen ved at henvise til et brev fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets fra 7. maj 2024, som mener, at provisioner på markedsvilkår følger af kommunalfuldmagtsreglerne.

    Ny vejledende udtalelse fra ENS

    Energistyrelsen har ultimo juni i år udsendt en ny vejledende udtalelse om kommunal garantistillelse. Den erstatter en tidligere udtalelse fra ultimo 2023.

    Her kan du læse den nye vejledende udtalelse.

    Her kan du læse den tidligere vejledende udtalelse.

    Dyrt og unødvendigt

    Dansk Fjernvarme er uenig i Energistyrelsens nye udtalelse, og Dansk Fjernvarme arbejder på at få den lavet om igen.

    - Formålet med systemet om kommunalt garanterede lån er at forbedre fjernvarmeselskabernes rammebetingelser ved at holde omkostningerne nede, så fordelene kan gives videre til forbrugerne, forklarer Michael Fibiger, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    Han uddyber videre:

    - Energistyrelsens nye udtalelse er i strid med dette formål, og den vil i praksis betyde, at fjernvarmeforbrugerne får en ekstra regning. Det er helt unødvendigt at lave danske regler, som gør det dyrere at være fjernvarmeforbruger. Det er der heller ikke politiske ønsker om, tværtimod.

     - De danske regler for garantiprovisioner bør indebære, at garantiprovisioner maksimalt må svare til kommunens faktiske risiko – uden fortjeneste – for at undgå unødvendige ekstraomkostninger for fjernvarmeforbrugerne.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...