Gå til hovedindhold
Ledelse & Bestyrelse
Medlemmer

Ny uddannelse skal styrke bestyrelsesarbejdet

Dansk Fjernvarme har lanceret en ny online uddannelse skræddersyet bestyrelsesmedlemmer i fjernvarmen. Den nye uddannelse fokuserer på at opkvalificere deltagernes evner til at navigere i et komplekst farvand af vilkår og regler.

8. apr. 2025
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Den 2. april åbnede Dansk Fjernvarme for tilmelding til sin nye bestyrelsesuddannelse. Uddannelsen er unik og målrettet bestyrelsesmedlemmer i fjernvarmeselskaber.

    Uddannelsen, der foregår online, indeholder basisviden og giver deltagerne et solidt fagligt grundlag, så hele bestyrelsen får en fælles forståelsesramme for bestyrelsesarbejdet.

    - Fjernvarmeselskaber og deres bestyrelser skal navigere i et stadig mere komplekst farvand af vilkår og regulering. Derfor er det nødvendigt, at de enkelte medlemmer er skarpe og fokuserede på, hvilke krav, der stilles til dem som medlem af en bestyrelse, og hvordan de håndterer det ansvar, der følger med, forklarer leder af Kurser & Events i Dansk Fjernvarme, Lisbeth Aagaard Mountfield.

    At uddannelsen tilbydes online skyldes, at det giver flere mulighed for at kunne deltage og i eget tempo. Alternativet – fysisk undervisning – kræver mere af bestyrelsesmedlemmerne, der som regel skal finde tid i en travl hverdag til at udvikle sine kompetencer.

    Tag den sammen - hver for sig

    Den nye uddannelsesplatform kan det enkelte bestyrelsesmedlem tilgå online, når han eller hun har tid til det, ligesom bestyrelserne kan vælge at følge uddannelsen i fællesskab og i det tempo, som bestyrelsen eller det enkelte medlem har mulighed for.

    - Fra Dansk Fjernvarme vil vi gerne opfordre til, at den enkelte bestyrelse vælger at gennemføre uddannelsen i samme periode. Ikke så man sidder sammen og gennemfører uddannelsen, men gør det i samme tempo, så man kan udnytte, at man som bestyrelse i fællesskab kan have en dialog sammen og reflektere over det, man lærer, siger Lisbeth Aagaard Mountfield.

    Det er nemlig en del af konceptet for uddannelsen, at der er muligheder for såvel personlig refleksion over problemstillinger som fælles drøftelser på fx bestyrelsesmøder.

    - Uddannelsen har også som et delmål at give medlemmerne i bestyrelserne et fælles sprog, og det kan man bl.a. gøre ved at tage en dialog om indholdet og de problemstillinger, som bestyrelsen står over for, forklarer Lisbeth Aagaard Mountfield.

    Fakta om ny bestyrelsesuddannelse

    Du kan tilmelde dig på Dansk Fjernvarmes hjemmeside - se her til højre.

    Uddannelsen består af seks forskellige moduler på hver 20-25 minutters varighed.

    Emnerne er: God selskabsledelse, Rammer for bestyrelsen, Myndigheder og overordnede rammer for selskabets arbejde, Aftaleforhold, Økonomi og finansiering samt Forsyningssikkerhed.

    Onlineuddannelsen er ikke gratis, men er alene forbeholdt medlemmer af Dansk Fjernvarme. Prisen er kr. 545,- pr. person.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...