Gå til hovedindhold
Elmarked & Eltariffer
Dansk Fjernvarme

Nyt initiativ fra Energinet modtages positivt

Dansk Fjernvarme ser positivt på udmelding fra Energinet, der opfordrer til, at aktører bidrager aktivt til løsninger for hurtigere elnettilslutning.

5. sep. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

- Den enten helt manglende eller de meget begrænsede muligheder for tilslutning til elnettet er i stigende grad en barriere for elektrificering af fjernvarme. Det gælder særlig omkring de store byer, men er generelt et problem over hele landet, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Michael Søgaard Schrøder. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Tilslutningen til elnettet halter gevaldigt, men nu vil Energinet forsøge at speede processen op med et nyt initiativ. Det handler om at finde en arbejdsdeling med eksterne aktører, der kan bidrage til en mere effektiv og – fremfor alt – hurtigere nettilslutning.

    Baggrunden for initiativet er – skriver Energinet i en pressemeddelelse - at Energinet indenfor få år har oplevet en eksplosiv stigning i ønskerne om at blive koblet på den del af elnettet, Energinet har ansvar for.

    Fra 2020 til 2024 voksede antallet af henvendelser fra netkunder med over 400 procent fra 16 til 83. I samme periode steg antallet af anlægsprojekter med 180 procent, og det er tilmed præget af markante forsinkelser.

    Den disharmoni ønsker Energinet nu at adressere med inddragelse af producenter af vedvarende energi og store industrielle elforbrugere.

    Det skridt bliver positivt modtaget hos Dansk Fjernvarme, der igennem længere tid har peget på, at de meget lange ventetider for nettilslutning er en udfordring også for fjernvarmeselskaber, og at den manglende elektrificering risikerer at sænke tempoet på den grønne omstilling på unødvendig vis.

    - Det er meget positivt, at Energinet undersøger alle muligheder for at sikre hurtigere tilslutning til elnettet, og vi ser frem til den kommende dialog, hvor fjernvarmebranchen kan komme med input til, hvordan vi kan sikre en mere effektiv tilslutningsproces, siger Michael Søgaard Schrøder, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, i en kommentar.

    Energinet oplyser i øvrigt, at de allerede har holdt et første møde med nogle få udvalgte aktører, og at de forventer at præsentere nogle ideer i løbet efteråret. Herefter vil drøftelserne blive bredt ud i en lidt bredere kreds for at få alle ideer frem. 

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...