Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme

Nyt magasin: Kraftvarmen lever

Årets anden udgave af Dansk Fjernvarmes magasin, Fjernvarmen, er på trapperne. Det er med en tema-sektion, der sætter fokus på kraftvarmens fremtid.

20. mar. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Mange kraftvarmeanlæg har en alder, der betyder, at varmeselskaberne skal vælge, om de skal lukke eller levetidsforlænge dem.

    Ofte har fjernvarmeselskaberne isoleret set ikke behov for anlæggene til varmeproduktion, men for elforsyningssikkerheden og balancen har de værdi. Særligt i en usikker tid, som verden befinder sig i. Så skal anlæggene levetidsforlænges eller skrottes?

    Den problemstilling dykker marts-udgaven af Dansk Fjernvarmes magasin, Fjernvarmen, ned i.

    Når magasinet officielt udkommer på søndag er det således med tema-sektionen ”Kraftvarmens fremtid” og den rummer blandt andet en reportage fra Lemvig, hvor fjernvarmeselskabet netop har været igennem grundige overvejelser omkring fremtiden for deres motoranlæg.

    Disse overvejelser har ført til, at en udtjent motor er sat til salg, mens en anden fortsat skal indgå i forsyningens portefølje af produktionsanlæg.

    Foruden besøget i Lemvig rummer temasektionen blandt andet en grundig artikel fra chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Michael Søgaard Schrøder, der ser nærmere på kraftvarmens rolle og behovet for såkaldte kapacitetsmekanismer, der skal medvirke til at holde en hånd under anlæggenes økonomi, så der er et stabilt grundlag for at opretholde dem.

    Farvel til prisloftet på overskudsvarme

    Marts-udgaven af magasinet Fjernvarmen siger også pænt farvel til det prisloft på overskudsvarme der har været så udskældt og som politikerne efter langt pres har vedtaget af afskaffe.

    Vi hører fra en stribe fjernvarmeselskaber rundt om i landet, der uden prisloftet ser en lettere vej frem for udnyttelsen af industriens overskudsvarme i fremtiden. Og så opsummerer vi, hvilke regler der gælder på området fremover, når prisloftet tager plads i historiebøgerne.

    Vandværk bliver til varmeværk

    Magasinet rummer meget andet godt læsestof – herunder en reportage fra Viborg, hvor ”Søværket” er på vej til at skifte identitet fra vandværk til varmeværk.

    Anlægget kommer til at høste hele tre gevinster på samme tid. Det skal nemlig både levere fjernvarme og rense vandet i Nørresø samtidig med at det kommer til at indgå i en offentlig park.

    Det er også muligt at blive klogere på det såkaldte Forsyningsdigitaliseringsdirektiv i marts-udgaven af magasinet. Og – når vi nu er ved digitaliseringen – på den fælles datamodel for fjernvarmesektoren, der er under udvikling i regi af HeatSync-projektet.

    Alt dette og meget mere er altså at finde i marts-udgaven af magasinet Fjernvarmen, der officielt udkommer på søndag, hvor omdelingen af de fysiske eksemplarer begynder og magasinet også er online-tilgængeligt (med login for abonnenter).

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...