Gå til hovedindhold
Energi på Toppen
Dansk Fjernvarme

Omstilling og forsyningssikkerhed – hvor er balancen

Energi På Toppen stiller skarpt på den grønne omstilling i lyset af de større krav til forsyningssikkerhed. Bliver de ambitiøse klimaplaner efterladt på perronen, når fokus er på at sikre forsyningen?

25. nov. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Der er krig og uro tæt på EU og daglige cyberangreb også mod danske selskaber og virksomheder. Truslen mod kritisk infrastruktur ikke bare reel, men også stigende. Samtidig er der fortsat en galoperende klimakrise, der også kræver fuldt fokus og udfasning af fossil energi, som olie, kul og naturgas, hvis vi skal hindre de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

    Energi På Toppen – det politiske netværksmøde for energi og forsyning – stiller spørgsmålet: Hvad er vigtigst: Klimahandling eller forsyningssikkerhed – og har vi i virkeligheden ikke brug for grøn oprustning? 

    Det og flere spørgsmål er således på programmet onsdag formiddag d. 3. december, når Dansk Fjernvarme byder på årets sidste udgave af Energi på Toppen.

    - Der er en stigende tendens til, at vi overser de langsigtede klimaplaner for i stedet at fokusere på at sikre det eksisterende. Spørgsmålet er, om oprustning af forsyningssikkerhed også kan falde ud som grøn oprustning, forklarer Katrine Fugl, der koordinerer og programlægger formiddagen.

    Elnettet – et problembarn eller ej?

    Der bliver to overordnede temaer på formiddagen – nemlig elnettet og CCS. Det sidstnævnte er på næsten alles læber lige nu, fordi der venter endnu en hurdle i midten af december omkring de bud, som skal afgives for at få del i den statslige milliardpulje til CCS.

    Samtidig er elektrificeringen 100 procent ”hot” lige nu, så blandt oplægsholderne er et af Dansk Fjernvarmes medlemmer, direktør i Fjernvarme Horsens, Christian Niederbockstruck.

    Her har man haft ambitioner og ønske om at elektrificere, men er blevet begrænset af den aktuelle kapacitet i elnettet. Så hvad betyder det for kommende store anlæg og for vores muligheder for at komme i mål med den grønne omstilling?

    Tempo på CCS og affaldsenergi

    Som nævnt er et af de øvrige store emner i tidens forsyningsdebat CCS (Carbon Capture and Storage). Områdechef for CCS og PtX i Dansk Fjernvarme, Jannick H. Buhl, giver sit input, mens varmechef i Vestforbrænding, Bjørk Paamand Olsen, giver indsigt i deres strategi for både store konverteringer, og store CCS-ambitioner.

    Fælles for snakken om CCS er brugen af affaldsenergi – her er Tobias Johan Sørensen fra CONCITO sat på banen for at give et grønt perspektiv på den sorte affaldsenergi.

    Afslutningsvis samles debatten i en paneldiskussion med politikere fra hele fire partier, der vil blive spurgt til, om vi på nogen måde kan gå på kompromis med forsyningssikkerheden i kampen om at nå nogle af de klimamål der er sat både nationalt og internationalt? Hvilken oprustning er vigtigst: Den militære, den åndelige eller den grønne?

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...