Gå til hovedindhold

Onlinebestyrelsesuddannelse får ros af brugerne

Flere og flere bestyrelsesmedlemmer tager turen gennem modulerne i Dansk Fjernvarmes onlinebestyrelsesuddannelse. Vi har talt med to af dem.

2. dec. 2025
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Nu kan du som bestyrelsesmedlem i et fjernvarmeselskab bliver helt klar til bestyrelsesarbejdet i fjernvarmesektoren med Dansk fjernvarmes skræddersyede online uddannelse, der dækker både juridiske, økonomiske og strategiske emner.

    Uddannelsen klæder dig på til at håndtere vigtige aspekter af bestyrelsesarbejdet i fjernvarmeselskaber. Uddannelsen består af seks moduler, designet til at styrke dine kompetencer i branchens bestyrelsesarbejde.

    Via uddannelsen får du en dybere forståelse for centrale emner som bl.a. god selskabsledelse, overholdelse af regler og effektiv risikostyring. Uddannelsen inkluderer virkelighedstro scenarier, film om væsentlige emner og spørgsmål til refleksion.

    Du får adgang til scenarier og spørgsmål i printvenlige versioner, lige til at tage med videre i bestyrelsesarbejdet.

    Online bestyrelsesuddannelsen er tænkt som et selvstudie - det giver dig friheden til at planlægge dit læringsforløb præcis, som det passer bedst ind i din hverdag.

    Med den individuelle uddannelse bliver du godt rustet til den efterfølgende dialog i den samlede bestyrelse. Her kan fx scenarierne fra uddannelsen danne grundlag for fælles drøftelser af tænkte økonomiske, regulatoriske og beredskabsmæssige forhold.

    ANDERS RØNSHOF, EGTVED: – Uddannelsen skal ind på rygraden af alle

    Det er vigtigt, at branchen fortsat forbedrer og dygtiggør sig, det er Dansk Fjernvarmes onlinebestyrelsesuddannelse med til at sikre, mener Egtved Varmeværks formand.

    Selvom man har 14 års erfaring med fjernvarmesektoren, bør man blive ved med dygtiggøre sig. Det mener bestyrelsesformand for Egtved Varmeværk Anders Rønshof.

    – Man bliver aldrig for gammel til at lære nyt, og fjernvarmebranchen har udviklet sig meget, siden jeg selv blev en del af den. Der stilles andre krav i dag.

    Siden 1993 har han været en del af bestyrelsen for Egtved Fjernvarme. I 2010 blev han næstformand, og året efter blev han bestyrelsesformand, hvilket han stadig er i dag.

    Da Dansk Fjernvarme i foråret 2025 lancerede den nye onlinebestyrelsesuddannelse, var Anders Rønshof ikke i tvivl om, at bestyrelsen hos Egtved Fjernvarme skulle tage den.

    – Det attraktive ved uddannelsen er, at man kan gå til og fra modulerne. Jeg har brugt et par regnfulde sommerdage på at tage modulerne, fortæller han.

    Selvom Anders Rønshof oplever, at han er godt klædt på inden for emner som god selskabsledelse, overholdelse af love og regler og effektiv risikostyring, så oplevede han alligevel, at uddannelsen særligt var god til at skabe en forbindelse mellem teori og virkelighedstro scenarier.

    – Jeg har efterfølgende reflekteret meget over uddannelsens moduler, fortæller Anders, der færdiggjorde uddannelsen i begyndelsen af juli.

    En uddannelse for alle

    Alle fem bestyrelsesmedlemmer fra Egtved Varmeværk har nu taget uddannelsen, og det er Anders Rønshof oplevelse, at den har hjulpet bestyrelsen med at skabe mere struktur og italesætte rammerne for, hvad der forventes, at fjernvarmeselskabers bestyrelse har styr på.

    Bestyrelsesformanden foreslår Dansk Fjernvarme, at onlinebestyrelsesuddannelsen på sigt også udbydes til driftsledere og administrative medarbejdere hos selskaberne. Og når varmeværket får et nyt bestyrelsesmedlem, skal vedkommende også igennem bestyrelsesuddannelsen, foreslår han.

    – Jeg synes, det vil være forkert, hvis et nyt bestyrelsesmedlem ikke har gennemgået uddannelsen, for så har vedkommende ikke de samme rammebetingelser, mener han og tilføjer:

    – Desuden er prisen for uddannelsen utrolig attraktiv, så jeg kan ikke se, hvorfor et nyt bestyrelsesmedlem ikke skulle tage den.

    Anders Rønshof lægger heller ikke skjul på, at han vil opfordre andre bestyrelsesmedlemmer til at komme i gang med Dansk Fjernvarmes onlinebestyrelsesuddannelse.

    – Det er en god uddannelse at få ind på rygraden som bestyrelsesmedlem. Så kom hellere i gang i dag end i morgen. 

    ULLA FLØE ANDERSEN, VIDEBÆK: – Jeg ville ønske, uddannelsen eksisterede for fem år siden

    Onlinebestyrelsesuddannelsen skaber en rød tråd mellem teori og praksis i fjernvarmesektoren, vurderer bestyrelsesmedlem for Videbæk Energiforsyning.

    Selvom bestyrelsesmedlem for Videbæk Energiforsyning Ulla Fløe Andersen har beskæftiget sig med fjernvarme siden 2020, var det et nemt valg for hende, da det var oppe at vende i bestyrelsen, om de skulle tage Dansk Fjernvarmes nye onlinebestyrelsesuddannelse, som blev lanceret i foråret 2025.

    – Jeg syntes, at vi skulle tage uddannelsen, for jeg kunne kun se fordelene. I bestyrelsen var vi heldigvis enige om, at det var en god idé, fortæller Ulla Fløe Andersen.

    Flere bestyrelsesmedlemmer fra Videbæk har taget uddannelsen, og Ulla Fløe Andersen peger på, at det har gjort dem mere kvalificerede som samlet enhed, og at bestyrelsen har fået en bedre fælles forståelse af fagtermerne i sektoren.

    I sine fem år som bestyrelsesmedlem har Ulla Fløe Andersen deltaget i to webinarer, som gav en introduktion til fjernvarme – men der er på de fem år sket en stor udvikling i sektoren, og det stiller krav til bestyrelserne, vurderer hun.

    – Det var, og er, min oplevelse, at der er meget viden om drift, økonomi, ledelse og kommunikation, som et bestyrelsesmedlem skal kende til, uddyber hun og tilføjer:

    – Den viden, jeg nu har, fordi jeg har taget onlinebestyrelsesuddannelsen, gør, at jeg helt sikkert ville ønske, at uddannelsen havde eksisteret for fem år siden.

    Den røde tråd

    Det, der tiltaler bestyrelsesmedlemmet fra Videbæk Energiforsyning, er, at man selv bestemmer, hvor og hvornår man vil tage et modul.

    – Der er anden fleksibilitet ved, at uddannelsen foregår online. Samtidig med at der er en deadline for, hvornår man skal være færdig, mener hun.

    Ulla Fløe Andersen færdiggjorde uddannelsen i juli måned, og hun har efterfølgende oplevet, at hun og resten af bestyrelsen har fået en bedre fælles forståelse.

    – Det, jeg har taget med mig fra uddannelsen, er, at vi i bestyrelsen nu har den samme forståelse for fagtermerne i sektoren, mere end vi havde tidligere, fortæller Ulla Fløe Andersen og tilføjer:

    – Jeg har nu en rød tråd mellem teori og praksis, som jeg kan bruge ind i min rolle som bestyrelsesmedlem.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...