Gå til hovedindhold
Konverteringer
Medlemmer

Over 900 ejendomme i Aarup-området har nu fået fjernvarme

Assens Fjernvarme er i mål med anden etape af et stort udrulningsprojekt, der skal sikre fjernvarme til Aarup og de omkringliggende landsbyer. I det seneste år har mere end 550 kunder fået fjernvarme – og i løbet af 2026 vil man tilslutte de sidste i projektet.

19. nov. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Assens Fjernvarme er netop nået i mål med den anden af i alt tre etaper i projektet – og det betyder, at alle der har takket ja til fjernvarmen i den sydlige dele af Aarup samt landsbyerne Turup, Ørsted og Skydebjerg nu får leveret varmt vand fra Assens. Foto: FIF.

Indhold

    Mere end sammenlagt 900 boliger, institutioner og virksomheder i Aarup og de omkringliggende landsbyer har fået fjernvarme. Det er seneste status i Assens Fjernvarmes store udrulningsprojekt til Aarup-området på Vestfyn.

    Fjernvarmeselskabet er netop nået i mål med den anden af i alt tre etaper i projektet – og det betyder, at alle der har takket ja til fjernvarmen i den sydlige dele af Aarup samt landsbyerne Turup, Ørsted og Skydebjerg nu får leveret varmt vand fra Assens.

    Hele 82 procent af de potentielle kunder i de to afsluttede etaper har valgt at skifte olie-, gas- eller træpillefyret ud med fjernvarme – og i løbet af blot det seneste år er der åbnet for varmen hos mere end 550 af dem.

    Med de uundgåelige bump på vejen i et stort anlægsprojekt er det et tal, Assens Fjernvarmes direktør Marc Hintze godt tør være stolt af.

    - Det gør jo kun glæden ved at være nået i mål med anden etape større. Vi har efterhånden fået indarbejdet nogle gode rutiner i udrulningen, og det mærker vi også på de positive tilbagemeldinger, vi får fra borgerne. De er meget imødekommende og forstående overfor vores arbejde, siger han og fortsætter:

    - Selvfølgelig hænger det også sammen med, at de gerne vil have den tryghed og fremtidssikring, som fjernvarmen kan levere. Det er enormt positivt, at vi får udfaset noget gas og får mere vedvarende energi ind i boligopvarmningen.

    Nye kunder er med til at sætte retningen

    I foråret var de nye kunder i Aarup for første gang med på Assens Fjernvarmes generalforsamling, hvor en borger fra byen blev stemt ind i bestyrelsen.

    Og det er et vigtigt skridt i projektet, at de nye områder nu også er repræsenteret og har medbestemmelse, understreger Marc Hintze.

    - I og med at vi har fået næsten 1.000 kunder i Aarup og landsbyerne, udgør de en betydelig andel af vores kunder. Derfor er jeg enormt glad for, at de nu også er med til at sætte retningen for fjernvarmen, siger han og fortsætter:

    - Og så er det en glæde for os, at landsbyerne også er kommet ind i fjernvarmens fællesskab. Vi vil gerne støtte op om, at de kan vokse – og vi tror på, at sikkerheden og den vedvarende energi i fjernvarmen kan være med til at understøtte de små bysamfund i vores kommune.

    - Vi ser frem til at få afsluttet projektet – og ikke mindst til at borgerne i områderne kan glæde sig over den bedste asfalt i hele kommunen. Men selvom vi færdiggør tredje etape i 2026, er vi jo slet ikke færdige med at udrulle fjernvarme i Aarup-området, siger Marc Hintze. Foto: FIF.

    Også rent teknisk er det en stor fordel, at man i løbet af det seneste år har fået langt flere med på fjernvarmen, påpeger direktøren.

    Det giver nemlig et større aftræk på den 18 kilometer lange transmissionsledning, der sender fjernvarme Assens til Aarup. Og det gør fjernvarmeforsyningen mere stabil.

    Sigter efter at være i mål til næste år

    Assens Fjernvarme er allerede godt i gang med tredje og sidste etape af projektet, som omfatter den nordlige del af Aarup og landsbyerne Sandager, Salbrovad og Barløse.

    Selvom særligt Aarups gamle bydel er kompliceret at udrulle fjernvarme i – da man ikke altid ved, hvad der ligger i jorden – forventer Marc Hintze, at alle i både Aarup og landsbyerne har fået fjernvarme i løbet af næste år.

    - Vi ser frem til at få afsluttet projektet – og ikke mindst til at borgerne i områderne kan glæde sig over den bedste asfalt i hele kommunen. Men selvom vi færdiggør tredje etape i 2026, er vi jo slet ikke færdige med at udrulle fjernvarme i Aarup-området, siger han og uddyber:

    - Hen over de kommende år forventer vi løbende at tilkoble mange af dem, der endnu ikke har takket ja til fjernvarmen. Vi tager imod alle, der vil med, også selvom projektet er afsluttet. Men det er selvfølgelig klart nemmest at komme med, når vi arbejder i området. Så går man og overvejer at få fjernvarme i et område, vi endnu ikke har været forbi, er det om at tilmelde sig.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...