Overskudsvarme: Endelig er vi i mål
Dansk Fjernvarme glæder sig over den nye politiske aftale, der helt afskaffer det omstridte prisloft på overskudsvarme. Nu kan medlemmer omsider fokusere på deres overskudsvarmeprojekter.
- Det er en lang og sej kamp som vi nu endelig kan sige, at vi er i mål med, konstaterer chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Jens Christian Nielsen, og supplerer;
- Der skal lyde en stor tak for samarbejdet til vores medlemmer og eksterne for at få dette til at lykkes.
Fjernvarmeselskabernes brancheorganisation har i et årelangt, tæt samarbejde med en lang række medlemmer, eksterne organisationer, politikere og mange, mange flere arbejdet målrettet på at få afskaffet prisloftet.
Torsdag blev frugterne endeligt høstet med den nye politiske aftale, der betyder, at fjernvarmeselskaberne omsider for alvor kan indfri det store potentiale, der ligger i at udnytte overskudsvarmen fra datacentre og industrivirksomheder.
- Lige siden det for nu mere end ti år siden blev varslet, at der skulle laves omfattende analyser af afgiftsområdet og derefter laves om på regler og afgifter også for overskudsvarme, har der været usikkerhed om de investeringer, der skal foretages, forklarer Jens Christian Nielsen og fortsætter:
- Så kæmpede vi mod såkaldt falsk overskudsvarme; så var det høje afgifter; så et nyt prisloft. Hele tiden nye udfordringer og benspænd, der gjorde at vi aldrig kom i mål.
Nu er Dansk Fjernvarme og medlemmerne – samt andre vigtige aktører – endelig lykkedes med at komme over målstregen.
- Jeg er utroligt glad og stolt på samme tid. Først og fremmest på vegne af vores forbrugere, der nu kan se frem til mere grøn og ofte også billigere varme. Men også for medlemmerne, der nu får endnu bedre mulighed for at sammensætte deres varmeproduktion med lokale, bæredygtige ressourcer, siger Jens Christian Nielsen.
Mange aktiviteter
Han fremhæver en række aktiviteter, der i årenes løb har medvirket til, at det er lykkedes at skabe det nødvendige pres, så politikerne på Christiansborg har taget sagen op og – nu - ændret reglerne.
Dansk Fjernvarme har arrangeret en fælles konference med Dansk Industri om overskudsvarme, deltaget i flere foretræder og også en enkelt eksperthøring sammen med bl.a. Synergi. Dertil har der været en vedvarende indsats i eksterne medier, hvor der har været fælles kommunikation med en lang række af de selskaber, der har et potentiale, som de ikke kunne udnytte på grund af lovgivningen.
- Vi har også koordineret vores politiske arbejde og lavet indtil flere debatindlæg sammen med Datacenterindustrien, industrien generelt og de grønne organisationer. Og så har vi lavet en lang række besøg, hvor ordførere og ministre har været på besøg hos medlemmerne for ved selvsyn at høre, hvorfor reglerne skulle laves om, uddyber Jens Christian Nielsen.
Læs også: Medlemmer er klar til at tage fat
To medlemmer af Dansk Fjernvarme glæder sig over bortfaldet af prisloftet på overskudsvarme og melder sig klar til at trække i arbejdstøjet.
Læs mere: Medlemmer er klar til at tage fat.
Prisloft på overskudsvarme fjernes: Nu bliver boligopvarmningen mere grøn
Den nye politiske aftale betyder, at overskudsvarme fremover skal reguleres på basis af varmeforsyningsloven som alle øvrige projekter. Det betyder, at der skal laves et projektforslag inden investeringen, og under drift skal priserne være konkurrencedygtige.
Læs også pressemeddelelse fra Dansk Fjernvarme – klik her.
Selve aftalen:
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har offentliggjort selve den politiske aftale, der fjernvarme prisloftet på overskudsvarme.
Skriv kommentar