Gå til hovedindhold
Varmekilder
Sektorintegration
Dansk Fjernvarme

Overskudsvarme: Så er prisloftet fortid

Folketinget har tirsdag vedtaget L 189, der endegyldigt fjerner prisloftet på overskudsvarme. Dansk Fjernvarme kalder det sund fornuft både klimamæssigt og økonomisk.

3. jun. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Tirsdag den 3. juni bød på 3. behandling af L 189, der bl.a. indeholder et stop for det prisloft, der igennem længere tid har været kritiseret af fjernvarmesektoren. Og L 189 blev vedtaget uden problemer med 97 stemmer for og blot fire imod. Ingen stemte hverken for eller imod.

    - Nu kan den grønne overskudsvarme udnyttes, uden at blive bremset af kunstige økonomiske begrænsninger - det er sund fornuft, både klimamæssigt og økonomisk, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Jens Christian Nielsen, og slår fast:

    - Det er vigtigt at understrege, at selv om prisloftet forsvinder, bliver fjernvarmen ikke dyrere for kunderne. Det sikrer den øvrige lovgivning, og fjernelsen af prisloftet giver derimod mulighed for at bruge overskudsvarme som ét ud af flere håndtag til at sænke varmeprisen.

    Den politiske aftale, der har afstedkommet lovforslaget, blev indgået den 17. januar 2025, og forslaget har været undervejs igennem systemet lige siden frem mod afstemningen tirsdag eftermiddag. Lovforslaget træder endeligt i kraft den 1. juli.

    - Når prisloftet bliver fjernet, skaber det et incitament for både virksomheder og fjernvarmeselskaber til at få varmen i spil, det bygger videre på en lang fjernvarmetradition med at udnytte energi fra forskellige kilder, siger Jens Christian Nielsen.

    Fjernvarmeselskabernes brancheorganisation har i et årelangt, tæt samarbejde med en lang række medlemmer, eksterne organisationer, politikere og mange, mange flere arbejdet målrettet på at få afskaffet prisloftet.

    Og fra den 1. juli kan fjernvarmeselskaberne så omsider tage fat på at indfri det store potentiale, der ligger i at udnytte overskudsvarmen fra bl.a. datacentre og industrivirksomheder. Og det gælder sådan set i både mindre og større skala.

    Han takker de mange medlemmer – og andre aktører – der har været til at arbejde for at få fjernet prisloftet. Medlemmerne her ikke mindst medvirket til vise nogle af de udfordringer, som prisloftet for overskudsvarme har givet.

    - Fjernelsen af prisloftet fjerner en barriere, men stiller også krav til os som branche: Vi skal vise, at vi kan indgå fair aftaler, sikre rimelige priser og levere værdi til både industri, forbrugere og klimaet, siger Jens Christian Nielsen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...