Gå til hovedindhold

Projektgodkendt fjernvarmeudrulning kan ikke påklages til Energiklagenævnet

En afgørelse fra Roskilde viser, at Energiklagenævnet ikke kan tage stilling til, om en projektgodkendt fjernvarmeudrulning ikke kan påklages til nævnet.

24. jun. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Roskilde Kommune har tidligere holdt fast i, at en projektgodkendt fjernvarmeudrulning skal  holdes åbent og først afgøres i løbet af 2026. Det blev påklaget til Energiklagenævnet, fordi det ifølge klager vil have ”store negative konsekvenser for borgerne i de berørte områder”.

    Energiklagenævnet har alene forholdt sig til, hvorvidt nævnet har kompetence til at realitetsbehandle klagen, fremgår det af Energiklagenævnets afgørelse. Og her konstaterer nævnet, at det ikke er tilfældet.

    På den baggrund afviser Energiklagenævnet klagen, hvilket betyder at Roskilde Kommune fortsat kan holde projektet åbent for tilmeldinger og kan gøre det frem til 2026, som byrådet har vedtaget.

    - Dansk Fjernvarme ser positivt på meldingen fra Energiklagenævnet, der slår fast, at det er tilladt at holde et fjernvarmeprojekt åbent, for at se om der kan opnås tilstrækkelig tilslutning, siger seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme, Søren Magnussen.

    - Det understøtter den praksis, der ligger på området tidligere. Det er vigtigt, at der kommer ro og tid til at udrulle fjernvarmen, hvor de kommunale varmeplaner er ambitiøse på fjernvarmeområdet. Især når vi ser, at tilslutningen falder blandt andet på grund af den politiske usikkerhed om ambitionerne om udfasning af gas til rumopvarmning. 

    Skal genovervejes i 2026

    Konkret drejer det om projektforslag for byerne Jyllinge, St. Valby/Ågerup, Gadstrup/Snoldelev og Viby/Dåstrup. Projektforslagene blev godkendt tilbage i november 2023, og ingen af projekterne har opnået den tilslutning, der er en del af forudsætningen for gennemførelse af projekterne.

    Det førte til, at byrådet på sit møde i februar 2025 skulle tage stilling til, om man som kommune ville fastholde projekterne. Det skete med det forbehold, at de skal genovervejes i løbet af 2026.

    Klager mente blandt andet, at fastholdelsen af fjernvarmeprojektet betyder, at han og andre i områderne ikke kan søge om tilskud til at få individuelle varmepumper, så længe projektet bliver fastholdt.

    Det følger af, at ejendomme, der projektgodkendt til fjernvarme ikke kan få tilskud til en varmepumpe, når projekterne er godkendt i medfør af Varmeforsyningsloven.

    Når først et projekt er godkendt på den baggrund, har fjernvarmeselskabet forsyningspligt i fem år. I de konkrete områder vil den pligt gælde frem til 2028 – medmindre kommunen ændrer på sin beslutning.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...