Radikale Venstres forsyningsudspil får varm modtagelse
Dansk Fjernvarme mener, at Radikale Venstres forsyningsudspil vil kunne løfte den grønne omstilling af varmeforsyningen og øge elektrificeringen i Danmark.

- Vi mener ikke, at det er tiden til at pålægge restriktioner på brugen af bæredygtig biomasse i el- og varmeproduktionen i Danmark, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme. Foto: Jesper Voldgaard.
Indhold
Der er behov for intensivering af udfasningen af naturgas og olie i den danske varmeforsyning. Samtidig er der behov for, at der bliver taget fat i udbygning af vedvarende energi på land og vand for at understøtte elektrificering.
Derfor er Radikale Venstres udspil "Farvel til Sort Energi" et kærkomment pust i en grøn omstilling af el- og varmesektoren, der har behov for yderligere værktøjer for at fortsætte den positive udvikling, mener Dansk Fjernvarme.
- Fjernvarmeselskaberne har siden 2022 arbejdet intenst på at udarbejde konverteringsprojekter, som kan udfase naturgasfyr i Danmark, og konverteringsarbejdet er allerede rigtig langt i hele Danmark. Men hvis vi skal fortsætte den positive udvikling, som har været siden 2022, er der behov for tiltag som blandt andet fokuseret lukning af gasnettet i fjernvarmeområder og områder med potentiale for fjernvarme samtidig med, at der tilføres flere midler i fjernvarmepuljen frem mod 2030, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
I udspillet anbefaler Radikale Venstre, at der skal sættes yderligere midler af til fjernvarmeprojekter, her anbefaler Dansk Fjernvarme, at midlerne sættes ind på fjernvarmepuljen, som udløber ved årets udgang. Samtidig hilser Dansk Fjernvarme Radikale Venstres anbefaling om prioritering af biogassen velkommen.
- Biogas er en værdifuld ressource, som kan bidrage effektivt i vores energisystem. Dermed er det rigtigt set af Radikale Venstre at anbefale en prioritering at biogassen først til balancering af energisystemet, dernæst til industri, som ikke kan elektrificere og derefter eksport til resten af EU. Biogas bør prioriteres, siger Kim Mortensen.
Biomasse i fjernvarmeproduktionen bidrager til grøn og stabil fjernvarme
Dansk Fjernvarme mener dog, at det er forkert at pålægge et plan for udfasning af bæredygtig biomasse i fjernvarmen. Energikilden er en vigtig og nødvendig energikilde i forhold til at udfase fossil energi og sikre stabil og konkurrencedygtig fjernvarme.
- Vi mener ikke, at det er tiden til at pålægge restriktioner på brugen af bæredygtig biomasse i el- og varmeproduktionen i Danmark. Vi står over for en grøn omstilling af vores el- og varmesektor, hvor bæredygtig biomasse bidrager til understøtte el- og varmeforsyningen. Derudover er fjernvarmesektoren allerede rigtig godt i gang med at elektrificere og undersøge alternative energikilder, hvor restriktioner på brugen af biomasse kun vil bidrage til øgede varmepriser og dyrere investeringer, og det vil Radikale Venstre vel ikke ønske, slutter Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Skriv kommentar