Regler for restancer for udlejer af ejendomme
Kommunen kan stille sikkerhed overfor et fjernvarmeselskab, hvis en ejendom udlejes, og der er afbrudt for varmen pga. udlejers restancer og manglende sikkerhedsstillelse.

En del selskaber har på det seneste henvendt sig til Dansk Fjernvarmes sekretariat med udfordringer i forhold til udlejede ejendomme, hvor der enten er lukket for varmen eller er ved at blive lukket for varmen.
Dansk Fjernvarme skriver nærmere om bestemmelsen i Dansk Fjernvarmes restancevejledning afsnit 2.21.
Kort om bestemmelsen
Lov om boligforhold § 19 er en fortsættelse af den tidligere lejelovs § 46 b og blev ændret ved lov i 2023. Denne bestemmelse giver kommunen ret til at sørge for varme, vand, el osv. til en ejendom på udlejerens regning, hvis en lejer beder om det.
Før lejeren kontakter kommunen, skal de have bedt udlejeren om at løse problemet, og udlejeren skal ikke have gjort det med det samme.
Hvis det handler om varme, skal udlejeren handle straks. Hvis udlejeren ikke reagerer, bør kommunen træde til inden for 1-2 dage.
Lejeren skal kunne dokumentere, at de har bedt udlejeren om at løse problemet. Dvs. lejeren skal have skriftlig dokumentation for henvendelse til udlejer.
Kommunen kan kun hjælpe, hvis de får adgang til ejendommens installationer uden at skulle bruge fogeden. Hvis udlejeren ikke samarbejder, kan lejeren selv bede om fogedens hjælp.
Reglen er ment som en midlertidig løsning og ikke en permanent. Kommunen kan dog hjælpe flere gange i samme ejendom, hvis det er nødvendigt. Både lejere af boliger, blandede lejemål, fremlejere og lejere af enkeltværelser kan bede kommunen om hjælp.
Hvis det er fjernvarme, kan kommunen betale evt. restancer forud for levering af varme. Dansk Fjernvarme har dog ikke kendskab til at dette er sket – men muligheden fremgår af loven - se lov om boligforhold § 19 stk. 1.
Renter og gebyrer fra udlægget til betaling af varme har samme rettigheder som ejendomsskatter - dvs. de har fortrinsret og kan inddrives på samme måde. Kommunen kan tage pant i ejendommen og sælge den på tvangsauktion for at få pengene.
Der er svært at finde domme, der siger noget om fortolkning af bestemmelsen. Derfor hører Dansk Fjernvarmes sekretariat meget gerne fra medlemmer, der har erfaring med bestemmelsen.
Lov om boligforhold § 19
Stk. 1
Undlader en privat udlejer, som skal levere varme og opvarmning af brugsvand, jf. § 65 i lov om leje, at lade ejendommen forsyne med energi til opvarmning, eller bliver vand- eller elforsyningen til en ejendom, hvor udlejeren skal levere vand eller el, jf. §§ 68 og 69 i lov om leje, afbrudt på grund af manglende betaling fra udlejeren, og afhjælper udlejeren ikke straks manglen efter påkrav herom, jf. § 95, stk. 1, i lov om leje, skal kommunen for udlejerens regning på begæring af en lejer i ejendommen lade ejendommen forsyne med energi til opvarmning eller sikre, at el- og vandforsyningen genoptages. Kommunen kan indfri restancer, der er til hinder for fortsat levering.
Stk. 2
Beløb, som kommunen har lagt ud efter stk. 1, forrentes med den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v., fra tidspunktet for kommunens udbetaling. Som gebyr kan kommunen af udlejeren kræve 157 kr. med tillæg af 2 pct. af det skyldige beløb ud over 1.000 kr. Det i 2. pkt. nævnte beløb er fastsat i 2021-niveau og reguleres én gang årligt, jf. § 100.
Stk. 3
Beløb efter stk. 2 har pante- og fortrinsret i ejendommen. Beløbene kan inddrives efter de regler, der gælder for inddrivelse af ejendomsskatter.

Birthe Boisen
Varmeforsyningsloven
Tilslutningsbekendtgørelsen
Vedtægter, bestyrelsesarbejde og generalforsamling
Leveringsbestemmelser dvs. aftaleforholdet mellem selskab og kunderne
Aktindsigt og forsikring
Mobil: +45 30 99 60 37
E-mail: bfb@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar