Rekonstruktion kommer med store tab for kreditorer
Der er nu en plan for, hvordan Odsherred Varme kan undgå konkurs. Det forudsætter store tab hos kreditorerne og en fastholdelse af de prisstigninger, der er meldt ud med virkning fra 1. juni i år.

Rekonstruktøren har fremlagt sin plan for, hvordan Odsherred Varme kan overleve en truende konkurs. Planen skal for Skifteretten i Holbæk i næste uge, men allerede nu står det fast, at kreditorerne står til at miste store beløb i redningsaktionen for det lokale fjernvarmeselskab.
Den samlede gæld er ifølge rekonstruktionsplanen på 1,5 mia. kroner, og det samlede tab som kreditorer – store som mindre – må imødekomme er på omkring halvdelen, så den tilbageværende gæld i Odsherred Varme lander på 750 mio. kroner.
Størstedelen af gælden skal selskabet tilbagebetale over de næste 45 år, fremgår det af en pressemeddelelse fra Odsherred Forsyning, hvor det også bliver nævnt, at planen skal godkendes på et møde i Skifteretten i Holbæk den 1. juli 2025.
I pressemeddelelsen bliver det også slået fast, at en eventuel vedtagelse af rekonstruktionsplanen ikke her og nu får indflydelse på varmeprisen, der er steget markant med virkning fra den 1. juni i år. Det vil sige, at priserne forbliver på det nye niveau – godt 75 procent højere end før den 1. juni 2025.
”Priserne er fastsat med henblik på at sikre en sund økonomi fremadrettet som en del af optimeringen af virksomheden, ” skriver Odsherred Forsyning i sin pressemeddelelse, hvor de dog også pointerer, at ”økonomiske forbedringer og eventuelle overskud i vidt omfang vil komme kunderne til gode – enten gennem lavere priser eller forbedrede ydelser”.
Det er samtidig en del af redningsplanen, at store dele af den hidtidigt planlagt fjernvarmeudrulning bliver indstillet. Reelt vil der ifølge planen alene ske en udrulning af fjernvarme i Fårevejle Vest. Her vil arbejdet blive genoptaget i andet halvår af 2025.
For de øvrige områder - Asnæs, Fårevejle Kirkeby, Vallekilde og Hørve – er der endnu ikke truffet beslutning om udrulningen af fjernvarme. De godt kan vise sig at være rentable, men det er ikke realistisk at gennemføre projekterne i nær fremtid.
Det bliver også understreget, at Odsherred Varme sammen med Odsherred Kommune vil samarbejde om, at de områder, hvor omkring 1.200 kunder trådte ud af fjernvarmeordningen i maj, bliver frigivet fra fjernvarmeplanen så hurtigt, det er muligt. Det er en forudsætning for, at de udtrådte kunder kan søge om tilskud til varmepumpe.
Den foreliggende rekonstruktionsplan omhandler i øvrigt alene Odsherred Varme. Rekonstruktionsplanen for Odsherred Forsyning vil først blive offentliggjort senere.
Skriv kommentar